Kæmpelussing til svenskere i Rusland

Trods rekordudbytter, besparelser og frasalg må svenske Agrokultura igen spise af egenkapitalen.

”Klart utilfredsstillende og uholdbart.”

Med de fire ord spidder koncerndirektør Stephen Pickup, Agrokultura, præcis, hvordan 2013 gik for det store svenskejede selskab, der driver landbrug i især Rusland og men også i Ukraine.

Endnu engang må selskabets aktionærer kikke langt efter at få forrentet deres investerede kroner.

Den foreløbige årsrapport for 2013 afslører, at omsætningen faldt fra 673 til 617 mio. Skr. Og endnu værre så blev nettotabet mere end fordoblet fra 102 til 262 mio. kr.

At det gik så galt skyldes primært, at koncernen er stærkt afhængig af både høstudbytter og afgrødepriser. Hele 92 procent af Agrokulturas omsætning kom i 2013 fra planteavl på cirka 130.000 hektar.

Selvom høstudbyttet steg 34 procent i Rusland og 11 procent i Ukraine, så faldt indtægterne fra salg af afgrøder med hele 29 procent.

Midt i rækken af røde nøgletal, glæder Stephen Pickup sig dog over, at det i dele af virksomheden går fremad. I Rusland gav planteavlen overskud før renter, skat og afskrivninger. Og et spareprogram, der skal fjerne omkostninger for 150 mio. kr. forløber efter planen.

”Desuden har vi solgt jord fra, der ikke lå i vores kerneområder. Jorden tog fokus fra dyrkningen andre steder. Det drejer sig om 25.000 hektar i Ukraine herunder på Krim-halvøen samt 15.000 hektar i Rusland blandt andet i Kaliningrad,” lyder det fra koncernchefen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle