K: Beløbsordningen skal reguleres

Niels Flemming Hansen, beskæftigelsesordfører for Det Konservative Folkeparti, vil have politisk handling og hurtige løsninger for at afhjælpe den mangel på arbejdskraft, som plager hele erhvervslivet, ikke mindst landbruget og fødevaresektoren.

»Når L&F’s tal viser, at 40 procent af fødevarevirksomhederne oplever arbejdskraftmangel som en produktionsbegrænsning, så er der grund til at tage det dybt alvorligt. De ser i forvejen ud over Danmarks grænser, men det er også svært at opfylde behovet med EU-borgere, og det må vi selvfølgelig agere på for ikke at skade den danske økonomi. Vi må ikke sætte de gode konjunkturer over styr på grund af bureaukrati og rigide regler«, mener Niels Flemming Hansen.

Lavere grænse

For at sikre mere arbejdskraft til landet foreslår De Konservative konkret, at man sænker beløbsgrænsen i den såkaldte beløbsordning fra 445.000 kr. til 360.000 kr. Betaler arbejdsgiveren en løn over beløbsgrænsen, er det muligt uden videre at få arbejdstilladelse.

»Beløbsordningen er en af mange løsninger, som vi kan se på, men netop den er et effektivt håndtag, som kan sikre, at kvalificerede kandidater hurtigt kan komme til Danmark og arbejde på danske løn- og arbejdsvilkår. Og det kan lette presset på de enkelte virksomheder. Det er en pragmatisk løsning for at tage toppen af de store problemer, som ikke mindst fødevaresektoren oplever i denne tid. Vi kommer til at presse hårdt på for at få en justering af beløbsgrænsen i de forhandlinger, der kommer på området«, fortæller Niels Flemming Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle