Landbruget møder veganere til dialog

Sammen med Danmarks Veganske Forening har Agri Nord arrangeret et dialogmøde som en del af Aalborg Bæredygtigheds-festival.

Fredag 13. september mødes formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen, og formand for Danmarks Veganske Forening – Aalborg, Sebastiaan Schlappi, til et dialogmøde.

Det sker fra klokken 15.00 til 16.00 i Kedelhallen i Nordkraft midt i begivenhedernes centrum under Aalborg Bæredygtighedsfestival. Formålet er at finde punkter, som veganerne og landmændene er enige i. »Der er helt sikkert noget, vi ikke kan blive enige om, men hvis vi kan finde frem til en række punkter, vi kan blive enige om, så kan vi flytte tingene«, siger Agri Nords formand, Carl Christian Pedersen, og tilføjer: »Vi er nødt til at lytte til de forbrugere, der fravælger kød i deres kost, for det er en stadig stigende forbrugerskare, og vi skal se, om vi kan imødekomme de forbrugere på en anden måde. Måske kan vi dyrke nogle af de planter, de har brug for«, siger han. Agri Nord fortsætter dermed en strategi, der blev søsat ved sidste års festival, hvor der var dialogmøde med Greenpeace i Agri Nords egne lokaler i Aalborg. »I år har vi valgt at flytte mødet helt ind i centrum af byen for at komme så tæt på forbrugeren som muligt«, siger han. Danmarks Veganske Forening var straks med på idéen om et dialogmøde, da lokalformand Sebastiaan Schlappi blev kontaktet af Agri Nord. »Vi håber, at vi kan række folk en gulerod frem for pisken, og derved kan få folk til at genoverveje, hvem og hvad der påvirkes af den mad, vi spiser i Danmark«, siger han. Begge foreninger vil være at finde på bæredygtighedsfestivalens marked 13. og 14. september.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle