L&F-formand: OK at tage sprøjtebeviset

Landbrug & Fødevarers formand Niels Jørgen Pedersen bakker op om miljøminister Ida Aukens ønske om at fratage landmænd deres sprøjtebevis, hvis dømmes for at bruge ulovlige sprøjtemidler

Det skal være slut med ulovlige sprøjtemidler og gødning.

Det fastslår miljøminister Ida Auken, SF, efter at Politiken og DR i denne uge påviste, at kriminelle bagmænd forsyner landmænd med ulovlige sprøjtemidler.

Hun vil desuden overveje, om der skal falde større bøder, og om kontrollen skal skærpes.

L&F bakker op

Til LandbrugsAvisen siger L&F formand Niels Jørgen Pedersen, at han er helt på linje med miljøministeren, når det gælder sanktioner for brug af ulovlige sprøjtemidler.

»Når man er dømt for at overtræde reglerne, er det helt i orden at man får frataget sit sprøjtecertifikat. Det svarer til, at man ikke overholder færdselsloven. Der risikerer man også at blive fradømt kørekortet, hvis man overtræder loven,« siger Niels Jørgen Pedersen.

Politiken og DR har under dække af at være interesserede købere kontaktet en række mellemhandlere og spurgt, om det er muligt at købe ulovlig sprøjtegift og gødning. Flere steder var svaret bekræftende.

Danmarks Naturfredningsforening har foreslået, at landmænd skal kunne frakendes retten til at drive landbrug, hvis de bruger ulovlige sprøjtegifte og gødning.

Ifølge Ritzau kalder fødevareminister Mette Gjerskov, S kalder den ulovlig handel »uacceptabel« og peger på, at der kan blive brug for at stramme op på kontrollen. Enhedslistens Per Clausen har bedt Mette Gjerskov redegøre for omfanget af landmænds ulovlige indkøb af pesticider og gødning samt for, hvad myndighederne vil gøre for at stoppe det.

Halvdelen er lovlige stoffer

Et samarbejde mellem erhvervs- og miljømyndigheder og SKAT afslørede allerede i 2009 et netværk af bagmænd, som forsynede danske landmænd med ulovligt indført gødning og sprøjtemidler. Sagen omfatter i alt 15.000 ton gødning og 45 ton pesticider.

Funktionsleder Birte Børglum fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har tidligere fortalt i LandbrugsAvisen, at godt halvdelen af de ulovligt importerede pesticider, cirka 24 ton, er midler, der findes lovligt på det danske marked i forvejen, men som er importeret med udenlandske etiketter uden om de danske myndigheder.

Andre 21 ton er midler, som enten er forbudte eller ukendte i Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle