Lov på vej om erstatning for dårlig bankrådgivning

Advokat kalder det en ubetydelig lovændring i forhold til retspraksis.

Der er fremsat et lovforslag, der skal gøre det lettere at få erstatning fra banker for dårlig rådgivning om finansielle produkter, herunder renteswap.

Ifølge bemærkningerne til lovudkastet har formålet været at fastslå, at finansielle virksomheder kan pådrage sig et erstatningsansvar, hvis de handler i strid med reglerne om god skik for finansielle virksomheder.

Det har desuden været hensigten at bringe lovgivningen i overensstemmelse med gældende retspraksis på området og skabe en klar retstilstand, der gør det lettere for sagsøgere at føre proces.

Advokat Thomas Schioldan Sørensen, der er partner i advokatfirmaet Rödstenen, og som har ført og vundet sager om dårlig rådgivning i forbindelse med renteswap, er dog ikke imponeret over ambitionsniveauet i lovforslaget.

»Efter min vurdering, og som jeg har fået forelagt lovforslaget, er det en ubetydelig ændring.

Det er efterhånden - ud fra retspraksis blandt andet ved Højesteret - indlysende, at det kan være ansvarspådragende, hvis man som finansiel rådgiver for eksempel tilsidesætter reglerne om god skik for finansielle virksomheder og reglerne om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil det således ikke give anledning til ændringer i retstilstanden,« siger Thomas Schioldan Sørensen og tilføjer, at pengeinstitutters erstatningsansvar ikke adskiller sig fra advokaters eller revisorers.

Lovforslaget er sendt i høring.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle