Mejetærsker kørte i sumphul midt i høsten

Anders Wulff Laustsen fik et ubehageligt opkald under kaffepausen.

Landmand Anders Wulff Laustsen, der bor i Slangerup nær Frederikssund, var netop kørt til kaffepause med kornvognen i går, da han fik et opkald fra sin makker ude i marken.

»Jeg troede, han tog pis på mig, da han sagde, han holdt i vand og ikke kunne komme op med mejetærskeren,« siger Anders Wulff Laustsen.

Men hans makker, Tim Klonaris, drev ikke gæk. Et tilstødende vandingsanlæg, som naboen ejer, var gået læk, så omtrent 3.000 kvadratmeter af den 32 hektar store mark var blevet til sump i den ellers modne maltbyg (sorten Propino.)

»Det var nok det sidste, jeg regnede med kunne gå galt,« som Anders Wulff Laustsen siger.

Første mejetærsker-job

Landmændene måtte tilkalde Falck, der sendte en medarbejder, som aldrig havde haft en opgave med en mejetærsker før.

Kaffepausen blev godt to timer lang.

I dag er Anders Wulff Laustsen ved at køre det sidste korn, og hvis jorden tørrer op, bliver det muligt at høste de sidste 3.000 kvadratmeter, så de ikke går spildt.

Arealet drives som ekstensivt, og der blev høstet godt 5,5 ton med 14 procent vand.

Med billedet deltager landmanden i LandbrugsAvisens fotokonkurrence »Skyd høsten bedst.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle