MF yder tilskud under høsthavari

Dukker din reservedel ikke op inden 24 timer, yder MF økonomisk kompensation.

Op til 3.500 euro, svarende til 26.000 danske kroner. Så meget kan du i bedste fald - eller værste, om man vil - få i økonomisk kompensation fra MF, hvis du kører i stykker.

Massey Ferguson lancerer til næste år konceptet Harvest Promise. Det går ud på, at koncernen yder økonomisk støtte, hvis man i tiden 1. juni til 15. november 2015 kører i stykker med sin mejetærsker.

Forudsætningen for at modtage kompensation for havariet er dog, at man som ejer skal vente mere end 24 timer på sin reservedel. Når delen ikke frem i tide, betaler MF 35 euro pr. hektar, som kompensation for den udgift landmanden har til at skulle hyre en maskinstation eller anden maskine til at klare opgaven. Loftet for tilskuddet er 3.500 euro.

»Vi kalder det Harvest Promise, og vi lancerer konceptet for at give kunderne et tillæg til garantien om, at vi skaffer reservedele hurtigt. Vi vil gerne vise kunderne, at vi er oppe på mærkerne for at skaffe delene til tiden. Og sker det ikke, ja, så er der en fordel til kunden,« fortæller Martin Jensen, produktchef for høstmaskiner hos Agco Danmark A/S.

Han erkender dog, at beløbet ikke er en guldgrube.

»Vi ved godt, beløbet ikke dækker de fulde omkostninger. Men omvendt så signalerer vi, at vi altså arbejder meget målrettet på at levere dele til tiden.«

For at få del i Harvest Promise kræver det, at du registrerer serienummeret på din mejetærsker hos en MF-forhandler inden 1. juni. Konceptet dækker ikke pressere og traktorer, men altså kun mejetærskere fra MF.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle