Milliondyrt højdekrav er baseret på 10 grise for knap 30 år siden

Svinebranche langer ud efter fagligt grundlag bag nyt krav.

Der vanker kras læsning for Fødevarestyrelsen, når den kan læse de høringssvar, der er kommet til et nyt indvendigt højdekrav for grisetransporter, der lige har været i høring.

Både hos Landbrug & Fødevarer og eksportørernes organisation SamMark finder man kravet helt uacceptabelt.

Kritikken går på, at der mangler fagligt belæg for, at dyrevelfærden bliver forbedret ved at øge højden, mens det samtidig vil koste både slagtesvine- og smågrisebranchen millioner, fordi transportkapaciteten falder.

Mens L&F mener, at svinebranchen står til ekstra omkostninger for mellem 62 og 91 mio. kr., skriver SamMark i sit høringssvar, at tabet ligger på mellem 240 og 300 mio. kr.

Data fra 1991

Allerede fra 1. juli skal den indvendige højde i svinetransporterne være på 70 cm for grise på 30 kg, hvor der ikke er nogen krav i dag. De 70 cm er baseret på en rapport fra EFSA - EUs fødevareagentur - fra 2002.

Rapporten henviser til en endnu ældre undersøgelse fra 1991, som siger, at en gris på 25-30 kg er maks 49-51 cm høj.

Hertil skriver EFSA, at en smågris skal have en frihøjde på 15 cm - iøvrigt samme krav som til en 100 kg slagtegris.

»Der er sket meget med den genetiske udvikling hos grisene siden 1991, og der er behov for et opdateret fagligt grundlag, før der træffes en beslutning om ændrede krav, der har så store konsekvenser for sektoren. Samtidig er der grund til at stille spørgsmålstegn ved Fødevarestyrelsens valg af metode, hvor kravet om frihøjde over slagtesvin direkte overføres til smågrise. Alt andet lige må frihøjden over grisen afspejle den forskel der er i højden på en smågris og et slagtesvin«, siger sektordirektør i L&F Christian Fink og fortsætter:

»Ændringen vil medføre betydelige ekstraomkostninger for transport af grise for både slagtesvin- og smågriseproducenterne, når man med umiddelbar virkning reducerer transportkapaciteten i erhvervet på denne måde«.

Baseret på 10 grise

I føromtalte rapport fra 1991, der bestemmer makshøjden for smågrise, står desuden, at »der må derfor påregnes en vis usikkerhed især på længde- og højdemålene, da dyrene ofte stod meget uroligt«.

Der blev desuden målt 6-10 dyr i kategorien 25-34 kg.

»Det er så de undersøgelser, der ligger bag krav, man tvinger ned over et helt erhverv. Det er vi stærkt kritiske overfor«, siger Lisbeth Hommelhof, sekretariatschef i SamMark og fortsætter:

»Vi har heller ingen sager om, at dyrene lider under højden, så hvad er det, man vil opnå? Vi forstår ikke, at man vil gå så usagligt og udokumenteret til værks«.

I har tidligere stævnet ministeriet - vil I gøre det i det her tilfælde?

»Det har ikke været til diskussion endnu, men det vil jeg ikke afvise. Det er medlemmernes eksistensgrundlag, det her handler om«, siger Lisbet Hommelhof.

Svinetransportør Lars Rosgaard fra Rosgaard savner også dokumentation:

»Vi lever af dyrevelfærd, og så skal vi selvfølgelig leve op til det. Men få det nu dokumenteret først frem for at lovgive på baggrund af fornemmelser, tro og følelser«, siger han.

Faktaboks

Om nyt højdekrav:

  • Svinetransporter er forskellige, og derfor er det svært at sige præcist, hvilke lastbiler der kan køre under det nye krav, og hvilke der ikke kan.
  • Typisk er det dog sådan, at det bliver så godt som umuligt at få plads til fem etager med de nye højdekrav, mens det bliver svært for nogle at få plads til fire. 
  • Med færre grise i lastbilerne kommer omkostningerne til transport til at stige. Størst bliver omkostningerne for smågriseeksportørerne, men også slagtesvinebranchen bliver ramt, når det bliver dyrere at transportere smågrise.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle