Mobiltelefon eller tablet kan styre foderanlægget

FunkiNet TO Go fra ACO Funki er en app udviklet til Android.

ACO Funki præsenterer som en nyhed FunkiNet To Go, der er en app til smartphone eller tablet til styring af foderanlægget.

FunkiNet To Go er udviklet til Android 4,0 og opefter og fås i en version til både mobiltelefon og tablet. Med app’en kan man anvende mobiltelefonen ganske som en håndterminal og gå i stalden og for eksempel regulere grisenes foder. Data, der opsamles, kan overføres til computeren.

FunkiNet To Go findes i to sprogversioner, dansk og engelsk, men alle sprog kan tilknyttes. Hvis telefonen er indstillet til dansk, vises den danske version. Til alle andre sprog vises den engelske.

Vådfoderkar

Nyt fra ACO Funki er også et vådfoderkar, der nu er forsynet med en decentral omrører, der giver endnu bedre omrøring af foderet.

»Det er den måde, man omrører på i andre industrier,« forklarer salgschef Torben T. Olesen, ACO Funki.

Endvidere er den nye vådfodertank modulopbygget. Det vil sige, at den kan skilles ad og for eksempel komme igennem en dør, der kun er 70 cm bred.

»Mange bygger om til restløs vådfodring, og det kræver ekstra tanke,« siger Torben T. Olesen.

Modulopbygninger hænger også sammen med, at ACO Funki har et stort og voksende salg af vådfoderanlæg i Sydamerika, Fjernøsten og Rusland.

»Vi kan ikke transportere vådfodertanke så langt, hvis størstedelen af indholdet er luft,« siger Torben T. Olesen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle