Ny akademiuddannelse for ledere i landbruget

Til oktober afvikles kurset »Leder i Landbruget«, som er første trin i akademiuddannelse af ledere i landbruget.

Ledelse på bedriften er en voksende udfordring og vil uden tvivl fylde mere i fremtiden.

Sådan lød det næsten enstemmige svar fra 10 driftsledere i en spørgeundersøgelse i 2013, og den klare spådom har tilskyndet til, at Akademiet på VFL nu udbyder første trin af en egentlig akademiuddannelse for ledere i landbruger.

Det sker i form af kurset »Leder i Landbruget«, der gennemføres fra oktober til december på Koldkærgård Konferencecenter i samarbejde med Erhervsakademi Århus.

Målgruppen er såvel bedriftsejere som driftsledere, fodermestre m.v. der har ansvar for medarbejdere.

»Vi anslår, at der findes 7.-8.000 personer inden for målgruppen i landbruget,« siger Kristian Skov, Akademiet, der er uddannelsesleder på kurserne.

»Både nu, og især når man tænker ud i fremtiden, er der stort behov for, at landmænd og driftsledere får opdateret deres kompetencer som ledere.«

Brugbar i hverdagen

Kurset består af fire moduler på hver to kursusdage og afsluttes med en praktisk eksamen omkring en konkret erhvervscase. Før kursusstart besvarer deltagerne en række spørgsmål, som danner grundlag for en personprofil med henblik på at give deltagerne indsigt i egen adfærd og motivation.

Første kursus går netop ud på at lære sig selv at kende som leder. Dernæst følger to-dages moduler omkring samarbejde med medarbejdere, samtale og konflikthåndtering, samt om planlægning, prioritering og uddelegering af opgaver på bedriften.

På hvert modul arbejdes der derfor med en konkret problemstilling fra deltagernes egen hverdag.

»Det er vigtigt for os, at emnerne ikke er teoretiske, men konkrete og direkte brugbare for deltagerne hjemme på bedrifterne,« siger Kristian Skov.

Kombination med andre

Andre undervisere på akademiuddannelsen hentes fra Erhvervsakademi Århus, hvilket understreger, at uddannelsen ikke alene er landbrugsrettet, men kan bruges i kombination med andre erhverv.

I 2015 følger de næste trin i akademiuddannelsen, nemlig om organisation og arbejdspsykologi samt strategisk lederskab, forretningsforståelse og økonomistyring.

Der kan søges SVU - Statens VoksenUddannelsesstøtte - til kurserne, hvilket vil reducere kursusafgiften betydeligt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle