Markant opdateret Tucano-serie med ny topmodel skal tage kampen op mod lettere brugte mellemklasse-mejetærskere i Danmark med kendte Lexion-finesser.
Tucano-serien af mellemklasse-mejetærskere er i dag CLAAS’ produktionsmæssigt største serie, der sælger godt på mange markeder. I Danmark er den aldrig for alvor slået an. Det håber importøren LMB Danmark ændrer sig med præsentation af en markant opdateret Tucano-serie.
»Vi ved, at der er vis efterspørgsel på maskiner i den størrelse, og vi håber, at den nye Tucano kan blive et alternativ til en lettere brugt mejetærsker,« forklarer marketingschef Morten Nørtoft Jørgensen fra LMB Danmark.
Tre serier med Lexion-lån
Den nye Tucano kommer i tre serier: 500-serien med APS Hybrid-enkeltrotor-tærskesystemet med fokus på maksimal kerne- og frøudskillelse og skånsom behandling af halmen uden at gå på kompromis med kapaciteten, 400-serien med APS og ryster og 300-serien med det traditionelle CLAAS-tærskesystem og ryster.
Hvad angår design, komfort og betjening har alle modellerne i den nye Tucano-serie fået vigtige komponenter og udstyrsdele fra Lexion.
Rent optisk adskiller den hidtidige og den nye Tucano sig fra hinanden ved den nye tømning oppefra, der øger tømmekapaciteten med gennemsnitligt 30 procent. Tømning oppefra giver desuden nemmere serviceadgang og mulighed for større omlæsningshøjder og -bredder.
Piloten kan nu nemt holde øje med fyldningsniveauet i korntanken og kvaliteten på materialet gennem en bredere korntankrude.
Ligeledes kan tærskebroen indstilles med Cebis-systemet på alle nye modeller, og den har fået en hydraulisk overbelastningssikring.
Andre nye funktioner i Cebis er den automatiske afgrødeindstilling med mere end 35 forprogrammerede afgrøder og mulighed for at gemme individuelle værdier.
Betjeningen af alle kørefunktionerne og skærebordet sker enten med multifunktionshåndtaget eller CMotion-kørehåndtaget. Autostyring betjenes med de nye fabriksmonterede terminaler S10 eller S7. Som ekstraudstyr fås det nye GPS Pilot Flex-rat i kombination med S7 nu også til Tucano.
De nye modeller er udstyret med Mercedes Benz-motorer med SCR og EGR på Stage IV-motorerne.