"Gider du blive ved?" Det spørgsmål får jeg stillet af og til med hentydning til min udfarende virksomhed og min deltagelse i forefaldende arbejde derude på gården.
Dette forår har budt på hele to jubilæer for mig, 60 år på ungdomsskolen og 50 år som sygeplejerske. Ved slige lejligheder ridses livsforløbet op meget forskelligt for den enkelte. Nogen må følges med rollatoren, andre kommer på motorcykel. Det er ikke alle forundt at have et godt helbred op i alderdommen, men har man fået den gave, bør man gøre nytte, hvor det er muligt. De mange genbrugsbutikker giver afløb for megen virketrang i min omgangskreds. Der bliver man en del af et fællesskab og er med til at afhjælpe megen nød rundt i Verden. Arbejdsglæden er god medicin for mange skavanker.
Enkelte går på pension så grundigt, at man lægger ansvaret fra sig og går over til at være nydende medlem af samfundet. Man tager de charterrejser, indtægten kan række til, men engagementet i samfundet omkring os nedtones betydeligt. Det tror jeg er en farlig tendens. Vi må blive ved med at give vores mening til kende om ondt og godt, sandhed og løgn.
Hver generation må tage sine stød, erfaringer kan ikke arves, men vi skal svare, når vi bliver spurgt og måske lægge en skulder til, når vognen hælder. Der er så meget, der skrider i tiden, kirkens rolle svækkes, værdier er sat i spil, fusioner skaber kæmpeenheder, som giver grobund for en vis ”elephantiasis”. (se lærebog for sygeplejeelever).
Vi må ikke give køb på dyrt erhvervede rettigheder og fællesskaber ved ligegyldighed og "laden stå til".
For tiden føler jeg mig nu selv som nydende medlem, da min ven og jeg har lejet et sommerhus på Samsø et par uger. Det lader sig gøre til rimelig pris her før sæsonen, og alt blomstrer på øen. Pinsedag deltog vi i en smuk gudstjeneste i Nordby kirke, også kaldet Samsøs domkirke. Akustikken der er fin, både orglet og præstens messen klang smukt under hvælvingerne. Da vi til sidst blev bedt om at rejse os, mens vi sang "I al sin glans nu stråler solen", var taget ved at løfte sig. I England synger man salmerne stående. Ikke nogen dårlig ide, så er der mere luft i blæsebælgen. Og stråle, det gjorde solen i pinsedagene.
Dette skrives nu ved mit hjemlige køkkenbord. Min søn skulle nogle dage til udlandet, derfor smuttede jeg hjem for at passe hus og hund så længe. Daisy og jeg har haft det rart, jeg har indhentet lidt af det forsømte i haven, og i dag tager jeg færgen tilbage og håber på mere sol over Samsø. Cyklerne er med derovre. Herhjemme må det gerne regne.
