Prins, politik og pølser hos L&F

For 8. gang er Landbrug & Fødevarer med på Folkemødet i Allinge på Bornholm. Og alle sejl er igen sat til, overraskelserne står i kø.

Aldrig før har en prins besøgt Folkemødet på Bornholm. Det sker i år, og et af de få steder, HKH prins Joachim når at gæste, er Landbrug & Fødevarers store telt. Det ligger igen i år super centralt placeret midt i det hele, og det er Karen Hækkerup, direktør i L&F, som vil debattere med prinsen i en halv times tid om »Danmark og danske fødevarer i verden. Betydningen for vores stolthed og selvforståelse«.

»Vi er meget stolte over at have et så tjekket og veldrevet et program til dagene. Det er et langt, sejt træk for at få et så stort arrangement op at køre. Og vi er endnu mere stolte over at have folkets kongehus med hos folkets landbrug«, siger L&Fs brandingsekspert Lisbeth Olsgaard, som er hovedansvarlig for hele L&Fs arrangement.

Stærke udmeldinger

Det er journalist Thomas Larsen, Berlingske, der vil føre prinsen og Hækkerup sikkert igennem samtalen, hvor man forventer et stort opbud af tilhørere.

»Jeg synes, det er imponerende, at prinsen vil deltage i den folkelige begivenhed, hvor han sammen med prinsesse Marie vil møde danskere i de snævre gader i Allinge og blandt debattører rundt om i byen. Og det er jo med en speciel baggrund, at prinsen kan udtale sig - han er uddannet landmand, har drevet et stort landbrug og flere gange har prinsen ytret sin mening om de udfordringer, som landbruget står overfor. Og også talt om danskerne og deres – nogen gange - lidt for få penge, der bruges på at købe ordentlige fødevarer herhjemme«, siger Thomas Larsen, der forventer stærke udmeldinger fra den kongelige kant, når mikrofonerne tændes i teltet fredag 15. juni kl. 10.40. Thomas Larsen har skrevet flere bøger om den kongelige familie og glæder sig om nogen til at høre, hvad debatten vil føre med sig.

 

Pølser til alle

Men også mange andre tillokkende begivenheder er på programmet i L&F-teltet. Torsdag aften er der traditionen tro pølser til alle folkemøde-besøgende, som kan bane sig vej til L&F teltet - op til 1.000 kan få en god hot-dog og lidt at drikke - og det plejer at være et tilløbsstykke uden lige.

 

Plukker en høne

Programmet er fuld af mange forskellige debatter - med en blandet skare som Miljø-og Fødevareminister Jakob Ellemann, topfolk fra Arla, Danish Crown, kokke, professorer, ambassadører. Og selvfølgelig også både landmænd, godsejere og L&Fs formand Martin Merrild, der bogstavelig talt plukker en høne med Maria Gjerding, Præsidenten fra Danmarks Naturfredningsforening. Og store spørgsmål som »kan vi gøre en forskel på klimaet gennem den mad, vi spiser?« kan man komme en løsning nærmere på - torsdag kl. 15.15.

 

Unikt

»Folkemødet er en fantastisk mulighed for at få de nuancerede debatter om vigtige emner, hvor løsningerne ikke er sort-hvide, og samtidig møde både venner og fjender i afslappet øjenhøjde, det skal man absolut ikke underkende vigtigheden af,«, siger Lisbeth Olsgaard.

Faktaboks

Folkemøde

  • Folkemødet finder sted 14.-17. juni
  • L&Fs telt står ved Allinge Røgeri
  • Det er gratis at deltage i alle arrangementer
  • http://lf.dk/aktuelt/folkemoedet-2018

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle