Rapsprisen imponerer fortsat

Mens rapsen stiger, er kornmarkedet præget af intervalhandel.

Af jakob F. Kjærsgaard, Gefion, www.kornbasen.dk

Hvedeprisen på Matif har siden juli bevæget sig inden for et relativt snævert prisinterval med 162 euro som bunden og 176 euro som toppen. Det svarende til 97-107 kr. på det fysiske østdanske marked og 5-6 kr. mere i det jyske. Det mest sandsynlige er, at vi fortsætter i denne handelskanal frem til foråret.

Selvom der kan komme forskydninger i høstresultaterne på den sydlige halvkugle, er det næppe nok til at sende priserne ud af intervallet grundet den rigelige forsyning på den nordlige halvkugle, som jo står for 85 pct. af den globale kornproduktion. Jeg mener heller ikke, at den realistiske udvikling i dollarkurs eller oliepris har tilstrækkelig indflydelse til, at handelsintervallet brydes.

Bunden anser jeg for meget solid, – hvis prisen skulle længere ned, var det nok sket for længe side. Vi er druknet i prisnegative afgrødenyheder i det sidste halve år. I vintermåneder ser jeg kun én reel mulighed for, at toppen af prisintervallet brydes, nemlig hvis en isvinter forhindrer korntransporten fra områder med overskud til områder med underskud. Her er det især den russiske og ukrainske eksport, der er udsat.

Når vi kommer frem til foråret, starter vejrmarkedets uforudsigeligheder igen, og det kan sende priserne både op og ned. Vi begynder dog også at få USDA-estimater den kommende høst, hvor de lave priser måske begynder at sætte sig sine spor i produktionsudviklingen!

Danske stigninger

I sidste uge fik vi en lille prøvesmag på, at der også internt i Danmark kan opstå forhold, som kan få kornpriserne til at stige. Her steg de danske hvedepriser nemlig til ca. 107 kr. i øst og 112 kr. i vest (ab gård, frit læsset, betaling januar) – eller 8 kr. over det prisniveau, som Matif-prisen retfærdiggjorde. Årsagen var, at dele af grovarebranchen havde et akut behov for at få korn frem til skibslaster eller deres foderfabrikker. Mange benyttede den forbigående stigning til delsalg. I skrivende stund er de danske priser i færd med at sive ned mod det gældende Matif-niveau, nemlig 102 kr. i øst og 107 kr. i vest (januar-betaling).

 

Maltbyg-markedet

Omsætningen er ringe, og vi skal nok frem til starten af det nye år, før det ændrer sig. Det kan meget vel sende prisen lidt op, men skal der en større stigning til, skal det ikke kun komme fra præmien, men også fra foderbygprisen. Har man byg liggende på lager, som lever op til alle maltbygkrav undtagen protein, skal bemærkes, at der er flere firmaer, som har hævet deres maltbyggrænse til 12 pct. Vi har endnu ikke kendskab til merpriser i forhold til foderbyg, hvis indholdet er over 12 pct.

 

Raps-markedet

En stram forsyningsbalance – ikke blot af raps, men også af palmeolie – støtter fortsat prissætningen af de vegetabilske olieafgrøder. Det samme gør en stærk dollar og en råolie, som er sendt op af den første aftale mellem OPEC-landene siden 2008. Samlet har dette sendt rapsprisen op i det højeste niveau i over 2 år. På Matif er den magiske grænse på 400 euro brudt, og teknikken peger fortsat opad. Alligevel er KornBasens anbefaling nu at udnytte prisniveauet på ca. 3 kr./kg til delsalg, så 75 pct. af rapsen nu er solgt – hele mængden, hvis den skal være prissat til nytår. Jeg frygter, at der både er en nærliggende grænse for dollar- og oliestigningen, ligesom det er værd at bemærke, at rapsrisen nu er 2,5 gange hvedeprisen – mod ”normalt” 1,8!

 

Soja-markedet

Mens sojaolien følger de øvrige vegetabilske olier opad, har sojaskråen ført en mere svingende tilværelse de sidste par måneder. Det er dog værd at bemærke, at når man ser igennem variationerne, er den grundlæggende pris-trend opad. Imponerende i betragtning af, at USA netop har landet den største høst i landets historie, og at alt pt. tegner lyst for den igangværende sydamerikanske vækstsæson. Årsagen er den eksplosionsagtige udvikling i forbruget samt en nervøsitet for, at medvinden ikke fortsætter i Sydamerika. Det får de globale opkøbere til at udnytte de nuværende lave prisniveauer, og det presser prisen opad. I KornBasens købsstrategi er vi afdækket frem til efteråret 2017.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle