I Beckmanns og Højumgård Plantage vil man ikke lade sig binde af de krav, der følger med stormstøtten, og vinker hellere farvel til mellem en halv og halvanden mio. kr.
Helle Samsø Madsen står i sin stue. I et lille skovløberhus ved Frøslev.
Omkring huset vælter træerne. Som ramt af en pisk.
Det er en sen mandag aften i oktober sidste år. Stormen Allan har valgt at kulminere i Sønderjylland og dermed i Beckmanns Plantage, som Helle Samsø Madsen bor i og er administrator for.
På en time fælder stormen otte af plantagens 70 hektar skov. Endnu værre går det i Højumgård Plantage længere mod vest, som Helle Samsø Madsen også administrerer. Her lægger Allan 34 af 65 hektar ned.
I alt fældede stormen 30 procent af de to plantagers 135 hektar skov svarende til 15 års normal hugst.
»Stormen fældede værdier for i omegnen af 3,5 mio. kr.,« siger Helle Samsøe Madsen.
Begge plantager er forsikret mod stormfald, og efter reglerne er de berettiget til at få mellem 13.000 og 36.500 kr. i tilskud pr. hektar til oprydning og genplantning. I alt løber støtten op i et sted mellem en halv og halvanden mio. kr.
For stramme vilkår
Men Helle Samsø Madsen og plantagernes ejere, Knud Jørgensen og Speditør Andresens Mindefond siger nej til stormstøtten. For de vilkår, der følger med tilskuddet, er for stramme.
»Ingen af de 70 hektar i Beckmanns Plantage har i dag status som fredskov. Tager vi tilskuddet, betyder det, at mindst det genplantede areal skal være fredskov. Den binding ønsker vi ikke. Vi vil have mulighed for at etablere for eksempel en åbning eller lysning i skoven, lige nøjagtig når og hvor vi ønsker det,« siger Helle Samsø Madsen.
Samtidig skræmmer sporene efter en større genplantning i Højumgård Plantage efter stormen i 1999.
»I dag ser det skrækkeligt ud i de 20 hektar, vi genplantede der med stormstøtte i 2002. For der fulgte nogle krav om artsvalg med støtten. Blandt andet et krav om, at mindst 25 procent skulle tilplantes med bestemte løvtræarter,« siger Helle Samsøe Madsen.
»Og her, 12 år efter vi genplantede, kan vi tydeligt se, at løvtræerne ikke lykkedes. Nåletræernes tilvækst har været markant bedre, og vi døjer stadig med græs mellem løvtræerne.«
Ud over kravet om løvtræer fulgte der også et krav om at plante en vis mængde robuste træarter som skovfyr og douglasgran for at få stormtilskuddet. Og de arter ønsker Helle Samsø Maden heller ikke at plante.
På den bonitet, jorden i plantagerne har - smeltevandssand - er det nemlig hendes erfaring, at douglas har sværere ved at komme i gang end både rødgran og sitka, og at skovfyr ikke kan følge med, når det gælder tilvækst.
Planen er derfor at plante en blanding af rødgran og sitka i blokke på 15 til 20 meters bredde. Mellem blokkene skal der plantes to rækker lærk. I starten fungerer lærketræerne som ammetræer. Efter 12 til 15 år fældes de til energitræ, hvorefter rækkerne fungerer som kørespor.
»På den måde skaber vi en god plantning, der er hugstmoden og værdifuld om 50 til 60 år. Vi er ret sikre på, at økonomien bliver lige så god som at modtage tilskuddet,« siger Helle Samsø Madsen.
God pris for stormfaldet
Medvirkende til at sige nej til de mange tilskudskroner er også, at plantagens økonomi ikke er nær så presset som i 1999, hvor værdien af det stormfældede træ var meget lav, mens stormfaldet efter Allan er solgt til gode priser.
Undervejs mod beslutningen har Helle Samsø Madsen sparret med skovfoged Jakob Engsig-Karup fra Skovdyrkerne, der har talt varmt for at tage tilskuddet hjem.
»Vi taler mellem en halv og halvanden mio. kr. De kan næsten betale for kulturen,« siger Jakob Engsig-Karup, og tilføjer:
»Men jeg respekterer selvfølgelig skovejerens ønsker, og ud fra de givne rammer etablerer vi en god, sund og produktiv skov.«
