Små mejerier lægger røgslør ud om afregningspriser

Hvor dybt stikker krisen hos de mindre mejerier i øjeblikket? Vanskeligt at få svar.

Vil ikke. Hemmeligt.

Sådan lyder beskeden fra flere mejerier, når LandbrugsAvisen ringer rundt for at høre, om de mindre danske mejerier kan følge med Arlas afregningspriser.

Men bredt lyder erkendelsen, at billigmælk preser indtjeningen, og at det er svært at følge med, når Arla har god indtjening på de internationale markeder.

For nylig kom det frem, at Danmarks andet største mejeri Thise Mejeri kom ud med et regnskab, som giver andelshaverne en mælkepris, der ligger hele 17 øre pr. kg efter den mælkepris, som Arlas øko-andelshavere fik udbetalt sidste år.

Thise kom dog ud af året med et plus på bundlinjen. Det samme gjorde kollegaen Naturmælk med et plus på 2,4 mio. kr.

Hvad det sønderjyske andelsmejeri har betalt i forhold til Arla og Thise, det ønsker mejerichef Leif Friis Jørgensen dog ikke at kommentere.

Det vil bare puste til en diskussion om nogle mejeriers overlevelse, mener han.

"Vores afregningspris er meget afhængig af variationerne i markedet," siger han dog.

Osted holder trit

Hos et andet af de mindre til mellemstore mejerier ønsker man hverken at udtale sig om mælkepris eller markedsudvikling.

Ligesom flere andre kilder i branchen siger man dog, at hjemmemarkedet er under pres, og set i det lys er Thises resultater slet ikke så dårlige, når man sætter det i forhold til, at de måles op mod en pris, hvor meget af indtjeningen kommer fra internationale mejerimarkeder.

Hos Osted Mejeri genkender man beskrivelsen af et presset dansk mejerimarked. Her siger mejerichef og ejer Karl Simonsen, at man nogenlunde har forsøgt at holde trit med Arlas afregningspriser til sine fire leverandører.

Til gengæld koster det så på bundlinjen.

"Vi sidder lige nu og skal til og se på årsregnskabet. Det har været et dyrt år. Vi har valgt at følge godt og vel Arlas pris. Men billigmælken ødelægger for alle økologiske mejerier. Når de sælger mælk for 4,50 kr., så skal det koste os," siger han.

Øllingegaard kunne for nogle måneder siden præsentere et regnskab med et minus på 13 mio. kr. Det har ikke været muligt at træffe mejerichef Sten Jespersen for en kommentar før deadline.

En af Øllingegårds største leverandører Svanholm Gods har netop valgt at stoppe.

Ifølge Poul Henrik Hedeboe fra det økologiske gods skyldes stoppet ikke utilfredshed med samarbejdet med mejeriet. Godset offentliggør i april en ny samarbejdspartner, hvor de leverer mælken i et helt andet koncept, der ifølge Svanholm Gods også vil afspejle sig i prisen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle