Solid opbakning fra baglandet til V-landmand

En lang række lokalformænd bakker op om Asger Christensen.

En bred front af jyske, fynske og sjællandske lokal-formænd fra både landbo- og familielandbrugsforennger bakker Asger Christensen op i valgkampen. Det viser en rundringning, LandbrugsAvisen har foretaget, hvor en halv snes formænd tog telefonen.

Formændenes vurdering er, at der her og nu er en reel chance for at få valgt feltets eneste Venstre-landmand ind i Parlamentet og derfra ind i landbrugsudvalget, som har så stor indflydelse på den politik, som indvirker på ikke bare danske landmænds hverdag men på Danmark.

»Det handler om at få valgt én ind, som har vores erhverv helt inde på rygraden, én, som kender de problemstillinger, vi står med«, siger Torben Povlsen, formand for Centrovice.

Af stor værdi

Det er 10 år siden, den nordjyske landmand Niels Busk (V) forlod Europa-Parlamentet efter lige så mange år i landbrugsudvalget.

Ib W. Jensen, formand for Fyns Familielandbrug og tidligere formand for Familielandbruget, husker Niels Busks placering som en konkret fordel for dansk landbrug.

»Det havde vi i den grad glæde af. Han kunne tit fortælle om noget, der var på vej. Vi kunne klæde ham på, og han kunne klæde os på«, siger Ib W. Jensen.

»Det er utroligt væsentligt at have en mand inde et sted, der har så stor betydning for hele erhvervet«.

Ib W. Jensen støtter derfor Asger Christensen, det samme gør Peter Gæmelke, tidl. præsident i Landbrugsraadet og Povl Fritzner, formand for Østlige Øers Landboforeninger.

Andre favoritter

Asger Christensen er dog ikke den eneste kandidat, der har landmænd og landboformænd bag sig i valgkampen.

Carl Chr. Pedersen, AgriNord, ønsker Asger Christensen et godt valg men har Søren Gade, tidligere adm. dir. i L&F, som sin pesonlige favorit. Han er MF valgt i Nordjylland.

Kr. Gade, fmd. Holstebro-Struer Lbf., bakker også op om sin lokale kandidat, journalist og ulvedebattør Erik Poulsen.

»Vi har en dygtig, lokal kandidat, ham vil vi gerne hjælpe alt det, vi kan«, siger han.

Landbrug & Fødevarer anbefaler ikke én bestemt kandidat. Formand Martin Merrild anbefaler i valgannoncer flere Venstre-kandidater og både journalist Erik Poulsen og Asger Christensen har fået formandens anbefaling i valgannoncer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle