Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, og Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug.
Så er minivådområderne på trapperne. Myndighederne vil nu bruge dem som et kollektivt virkemiddel.
Det betyder, at hvis man som landmand får etableret et minivådområde, får man ikke selv mulighed for at øge gødskningen, selv om et minivådområde renser et veldefineret areal og kan sammenlignes med tiltag, som f.eks. efterafgrøder. Miljøgevinsten går derimod til hele oplandet.
Minivådområders rensningseffekt bør derfor godskrives på det areal, udledningen virker fra. Alt andet er mærkeligt. Vandet kan jo kun renses én gang for samme kvælstof.
Logikken i myndighedernes tiltag er måske den, at der gives 100 pct. tilskud til minivådområder. Derfor føler staten, at det mest af alt er deres minivådområde, og derfor skal det komme hele oplandet til gode? Det er selvfølgelig kun bag et skrivebord, at man kan nå frem til den slags konklusioner.
Hvad hvis landmanden laver et minivådområde uden tilskud? Vil man så selv få miljøgevinsten i form af mulighed for øget gødskning? Det besvarer hverken bekendtgørelse eller ministeriets nyhed.
Minivådområder bør stilles til rådighed som et virkemiddel for landmænd. Effekten kan fastlægges via modeller og alt efter, om landmanden ønsker det via konkrete målinger med jævne mellemrum. Man skal som landmand regne efter, om man vil bruge gode arealer på at hjælpe hele oplandet, eller om man i virkeligheden i sidste ende kan få mere økonomi ud af selv at etablere et minivådområde, hvis man må?
Den afklaring håber vi på at få.
