Tarmflora under lup på dansk kongres

Tarmfloraen hos svin er i fokus, når forsker fra Aarhus Universitet holder indlæg på stor dansk kongrens om husdyrforskning.

Forskning fra de senere år og også de kommende år om tarmbakteriers betydning for grisens sundhed og produktivitet vil gøre det muligt at udvikle nye fodertyper, der i kombination med fodertilsætning og foderforarbejdning vil ændre sammensætningen af tarmens bakterier hos svin. Det vil bevirke, at grisenes immunsystem styrkes, samtidig med at sundheden og produktiviteten øges.

Det er opfattelsen hos Bent Borg Jensen, der er seniorforsker på Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet. Den seneste forskning om tarmflora fremlægger han, når den store kongres om husdyrforskning EAAP løber af stablen i København 25. til 29. august.

»Den mangfoldige samling af bakterier i tarmkanalen hos grisen spiller en væsentlig rolle - ikke alene for dyrets velfærd men også for dens ernæring, tilvækst og kødkvalitet,« siger Bent Borg Jensen.

Han peger på probiotika som en mulighed frem for den nuværende praksis med antibiotika, zink eller kobber.

»Vi har behov for at udvikle fodrings- og pasningsstrategier, der kan styre de problemer, der er forbundet med moderne svineproduktion. Det kan eksempelvis være problemer med diarre og mavesår. En af mulighederne er probiotika,« siger Bent Borg Jensen.

Han ser også perspektiver ved probiotika, der er ikke-fordøjelige fiberstoffer, som tilsættes foderet og gavner tarmfloraen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle