Thise Mejeri i stor fremgang

Øget omsætning, overskud og konsolidering i 2013. Nye andelshavere på vej ind i 2015.

»Jeg har tænkt utroligt meget over 2015 og tiden derefter. Men nu skræmmer udsigterne mig ikke længere.«

Det siger mejeribestyrer Poul Pedersen, Thise Mejeri, efter at have aflagt status-tallene for 2013 på selskabets generalforsamling.

De lyder på en omsætning på 725 mio. kr., hvilket er 80 mio. mere end året før, et resultat på 19,9 mio. kr. mod 16,3 mio. året før, og en forøgelse af egenkapitalen med 21 mio. kr. til nu i alt 59 mio. kr.

Dertil kommer, at 4. kvartal af 2013 og de første måneder af 2014 giver løfter om endnu et år med fremgang og en konkurrencedygtig mælkepris i forhold til konkurrenten Arla.

Stigende øko-udnyttelse

Når året 2015 tidligere kastede mørke skygger over Thise Mejeri, skyldes det naturligvis ophør af mælkekvoterne, som har fået 10 leverandører til at opsige deres medlemskab fra 1. januar. Men to nye medlemmer har meldt sig ind, og en tredje er på vej til at fylde økologisk mælk i tankene. Dertil kommer, at Thises leverandører ventes at hæve produktionen, når kvoterne er væk.

»At de 10 medlemmer ophører er beklageligt, men mest på vegne af økologien. For Thise Mejeri er det mindre negativt, for vi har jo i mange år haft en del mælk, som ikke kunne udnyttes økologisk. Med mindre leverancer stiger den økologiske andel, og det er positivt for mejeriet,« siger Arne Bisgaard, Spøttrup, der er nyvalgt formand for bestyrelsen.

Han understreger dog, at der allerede i 2013 og -14 er sket en stærk forbedring i balancen mellem indvejning af økologisk mælk og salget af økologiske produkter, hvilket har medvirket til den kraftige vækst i omsætningen i 2013.

Skyr i stigning

En anden medvirkende faktor hedder skyr - et surmælksprodukt, som Thise Mejeri oplever stejlt stigende salg af i såvel Danmark som de nordiske lande. Om et par uger installeres en robot på mejeriet for at automatisere produktionen, oplyser Poul Pedersen.

Kina er navnet på et andet marked, som Thise nu betræder forsigtigt med en sending af UHT-mælk via sit hollandske datterselskab.

»Vi vil altid være en lille spiller i Kina, men hvis vi kan afsætte overskudsmælk der, kan det være til gavn,« siger Poul Pedersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle