Tjek at dine sprøjtemidler er lovlige

Middeldatabasen viser ny liste over lovlige midler.

Nu er det blevet lettere at få styr på, om alle midlerne i kemikalierummet er lovlige. Og at se, hvor længe godkendelsen varer.

På Middeldatabasen har Videncentret Planteproduktion oprettet en liste, som omfatter alle de sprøjtemidler, der er lovlige i Danmark. Og listen omfatter også både midlernes registreringsnumre og dato for godkendelsens udløb.

"Hvis et middel ikke står på listen, så må det heller ikke være i kemikalierummet. Det er denne simple tankegang, der ligger bag listen," siger landskonsulent Jens Erik Jensen, Videncentret Planteproduktion.

Numre er afgørende

Positivlisten skal afløse listen over forbudte midler, som hidtil er blevet vist på Middeldatabasen.

"Listen over forbudte midler er blevet brugt meget, men den har også givet anledning til forvirring, fordi eksempelvis Amistar og Roundup også er nævnt på listen, selv om de to navne stadig dækker over lovlige midler. Det vigtige er her registreringsnumrene, som ikke er nævnt, og det er kun Roundup eller Amistar med de rigtige registreringsnumre på etiketten, som er lovlige."

Med en positivliste, hvor alle midler nævnes med registreringsnummer, tror Jens Erik Jensen på, at det bliver lettere at kontrollere lovligheden af midlerne på lageret. I kemilageret kan man udarbejde sin egen liste over midlerne på hylderne med registreringsnumre, og tjekke om alle midler - med de rigtige numre - står på positivlisten.

Grøn, gul eller rød!

På positivlisten forsynes alle midler desuden med datoen for udløb af godkendelsen plus en markering med grønt, gult eller rødt.

"Grønt betyder, at midlet har en regulær godkendelse, som ikke umiddelbart er i fare. Gult mærke viser, at midlet er under revurdering, og afgørelsen er åben. Det røde mærke viser midler, der ikke længere er godkendt, og som man har en periode til at få afviklet lagret af," siger Jens Erik Jensen.

"Farverne kan give overblik over, hvilke midler man skal være opmærksom på lovligheden af fremadrettet."

Listen omfatter cirka 700 midler til brug i landbrug og gartneri mod ukrudt, svampe og skadedyr, samt midler til vækstregulering, bejdsning, desinfektion af lagre m.v.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle