Universitet får på puklen for vildt forslag

Rektor og formand på Aarhus Universitet vil stoppe drift af 500.000 hektar - hvor kom det fra? spørger L&F-formand.

En kronik på netmediet Altinget har i ugen fået Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild op i det røde felt.

Kronikkens overordnede budskab om at lave et nationalt center for bæredygtigt landbrug på Aarhus Universitet synes Merrild egentlig er ganske fornuftigt.

I samme ombæring foreslår forfatterne, rektor Brian Bech Nielsen og bestyrelsesformand Connie Hedegaard, dog at stoppe driften af 500.000 hektar landbrugsjord inden 2030.

Det kalder formanden en »meget mærkelig melding«, og han undres dybt over, hvor dén idé kommer fra.

Han mener, at forslaget lyder som noget, et politisk ungdomsparti kunne have fundet på at skrive.

Skal virkelighedstjekkes

Ifølge formand Martin Merrild ligger forslaget langt fra virkeligheden.

»Kan det så lade sig gøre at udtage 500.00 hektar? Ja, det kan det sikkert godt, hvis man ser bort fra statens gældssituation og behovet for jobs og eksport. Det vil sige, at man ser bort fra virkeligheden«, som han sagde til landbrugsavisen.dk onsdag.

En anden, der undrer sig over udmeldingen, er Venstres landbrugsordfører, som torsdag sendte spørgsmål af sted til fødevareminister Mogens Jensen (S).

»Vi skal have et virkelighedstjek på forslaget fra Aarhus Universitet og deres forslag om udtagning af 500.000 ha landbrugsjord«, som Erling Bonnesen udtrykker det.

»Op ad bakke«

Især på plantesiden arbejder Aarhus Universitet og landbruget ofte sammen.

Martin Merrild kalder endda samarbejdet fremragende, men at forskningen skulle give mulighed til at udtage 500.000 hektar, har han ikke hørt noget om.

»Har universitet noget klart, der kan øge effektiviteten så meget, at det kan kompensere for udtagning af 500.000 hektar, synes jeg da, at det skal på banen med det samme«, sagde formanden.

Det er dog tilsyneladende ikke på universitetets Institut for Agroøkologi, at idéen om de 500.000 hektar er groet.

Det fortæller professor Jørgen E. Olesen til Effektivt Landbrug, hvor han siger, at »det måske bliver en lille smule op ad bakke« at udtage 500.000 hektar inden 2030.

Regering har afsat 2 mia. kr. over 10 år til at udtage 15.000 hektar lavbundsjorder.

Faktaboks

Uddrag fra kronikken

 

  • »Landbrugsarealet skal reduceres med godt 500.000 hektar inden 2030, hvoraf omkring en tredjedel er lavbundsjorder med stor klimagasemission. De resterende to tredjedele udvælges med henblik på at sikre høj biodiversitet«.
  • »Dansk landbrug og fødevareproduktion er nået ufatteligt langt, men der er behov for en række helt grundlæggende forandringer af dyrkningsmetoder, i fødevareproduktionen og også i forbrugernes adfærd«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle