Vi er fantastisk godt tilfredse med udbytterne

Høsten er i hus - og med et rigtig godt resultat. Mangler stadig at bjerge halm fra otte hektar.

Vi blev færdige med at høste den sidste vinterhvede 27. august og er rigtig godt tilfredse med udbytterne«, siger Anders Rahbek.

Han tilføjer, at vinterrapsen gav 44 hkg pr. hektar i gennemsnit.

Vinterbyggen gav 79,5 hkg pr. hektar.

Vinterhveden gav 79 hkg pr. hektar.

Rugen gav 74 hkg pr. hektar.

Endelig overraskede vårbyggen positivt med et gennemsnitligt udbytte på 73,5 hkg pr. hektar, mens udbyttet i rajgræs endnu ikke er gjort op.

Sideløbende med høsten er der blevet etableret efterafgrøder og bjerget halm. Store mængder regn har dog besværliggjort bjergningen af de ca. 1.000 ton halm, ligesom det ikke lykkedes at så hele arealet med lovpligtige efterafgrøder inden 20. august. Anders Rahbek må derfor indstille sig på, at de efterafgrøder, det først lykkedes at så fra 21. til 24. august, medfører et træk i kvælstof-kvoten.

Udbyttetab ved graduering

Som en del af det præcisions-pilotprojekt, som Anders Rahbek er med i, har han i år gradueret svampebekæmpelsen i vinterhveden.

»Det har desværre kostet et udbyttetab på fem pct. i vinterhveden i år. Det skyldes formentlig de usædvanligt kraftige angreb af gulrust, og at der generelt har været et stort smittetryk af svampesygdomme i kornet i år«, siger Anders Rahbek.

Han mener derfor, at man ved evalueringen af gradueringen skal se det over flere år.

Udfordring her & Nu

  • Jordprøver: Landboforeningen har udtaget GPS-jordprøver på ca. 150 hektar. Det er helt sikkert nogle af de lavthængende frugter, som vi kan plukke i bestræbelserne på at øge vores udbytter.
  • Såning: Vi har ikke travlt med at så vintersæd, da sen såning medvirker til færre problemer med græsukrudt. Første afgrøde bliver vinterbyg, som sås midt i september. Derefter sår vi rug og hvede. 

Faktaboks

  • Anders Rahbek driver Frølund Agro sammen med sin kone Birgit, søn Brian og ansatte Søren Vestergaard.
  • Bor ved Hammerum, Herning. Driver 470 ha med hvede, rug, byg, raps og rajgræs til frø. Alt korn fodres op.
  • JB 1-4. 85 pct. af jorden vandes med gns. 100 mm årligt. 13 vandingsmaskiner. Meget husdyrgødning.
  • Er med i præcisions-pilotprojektet, hvor sidste N-tildeling i vinter-/vårsæd gradueres. Graduerer også udsæd.
  • Producerer 27.500 antoniusgrise under Tulips ’Det gode gårdliv’, hvor grisene har mere plads og mere halm.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle