Corona i Spanien: Svært at få arbejdskraft frem – max tre i hver bil

Migrantarbejdere udgør en stor del af arbejdskraften, men nu må der kun være tre i hver bil.

Spanien er et af de lande, der har været hårdest ramt af covid19, men landet påbegynder så småt en genåbning i begyndelsen af maj. Siden landet lukkede ned 14. marts, har landbruget stået med mange udfordringer.

Selv om landbruget er et nøgleerhverv, der gerne må arbejde, er der udfordringer. En af de detaljer, som er blevet til en hurdle er, at der er lavet regler om, at de biler, der kører arbejdskraft i marken eller ud på gårdene kun må medbringe tre personer, fortæller Jesus Lopez Colmenarejo, som er chefredaktør på landbrugsbladet Agricola.

Sæsonarbejdere

Der bruges mange sæsonarbejdere i produktionen, og det er en udfordring i sig selv at skaffe disse nu, men at få dem ud i markerne hver dag er også blevet en kæmpe opgave, for hidtil har der måttet være ni i hver bil, nu er det altså kun tre.

Sæsonarbejderne kommer fra typisk Bulgarien, Marokko og Rumænien, men den lukkede grænse til Marokko, og selv inden for EU gør det svært at få arbejdskraften frem.

”Vi står lige foran sæsonen for stenfrugter, og der er slet ikke folk nok”, siger han.

Regeringen har tilladt arbejdsløse spaniere at tage arbejde, men det vanskeliggøres af, at der også er begrænsninger på at rejse mellem regionerne i Spanien. Selv om det ikke er forbudt for landarbejdere er det svært.

Turistmad er yt

Som i alle andre lande spiser spanierne nu mere hjemme og slet ikke på restauranter og barer. De har mistet en kæmpe omsætning da den kæmpe turisme er væk.

Lammekød er traditionel jule- og påskemad, som bliver spist på restaurant og det er normalt en højprisvare. I år er bunden faldet ud af markedet.

Oksekødpriserne er også faldet af samme grund.

”Mange landmænd og kooperativer prøver at sælge direkte til forbrugerne, men det er ikke let”, siger Jesus Lopez Colmenarejo.

Drikker heldigvis meget mælk hjemme

Mælkeprisen er også lav, men det at spanierne har et højt forbrug af drikkemælk i hjemmene hjælper med at sikre afsætning.

”Normalt er det en ulempe, men i den her situation er det en fordel, fordi det sikrer forbruget”, fortæller han.

Spanien har en kæmpe svineproduktion, og her nyder man godt af, at prisen stadig er høj trods prisfald.

“Måske er en af de vigtigste ting der er sket for landmænd i den her krise, at det har gavnet deres image. Nu ser folk landbruget som et essentielt erhverv, der er vigtigt for borgerne på linje med politiet og sundhedsmedarbejdere, der holder os sunde og raske”, siger Jesus Lopez Colmenarejo.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle