Danish Crown-topchef kalder fyringer drastiske men nødvendige

Fyrede ansatte i Ringsted vil blive tilbudt omplacering til andre slagterier i Jylland, siger Jais Valeur.

Hos Danish Crown er man "enormt kede af" at måtte lukke virksomhedens slagteri i Ringsted og samtidig afskedige 1200 medarbejdere.

Men det er nødvendigt i forsøget på at "komme foran kurven".

Det siger topchef Jais Valeur til Ritzau.

- Vi er selvfølgeligt enormt kede af at skulle sige farvel til 1200 rigtig gode kolleger. Vi vil i første omgang tilbyde dem omplacering til vores andre slagterier, men det er i Jylland, så det vil være en udfordring for mange.

Slagterikoncernen har torsdag morgen meddelt lukningen af slagteriet i Ringsted. Det sker i midten af september.

Det er virksomhedens forventning, at der kan blive skabt op mod 300 nye stillinger i Horsens, Herning, Vejen og Blans. 

- Vi har forsøgt at komme foran kurven. At tage et drastisk greb og ikke bare tilpasse kapaciteten til det, vi ser her og nu, men se fremad og sige, at det, der skal til rent omkostningsmæssigt, er en lukning af Ringsted.

- Det gør, at vi kommer det rigtige sted her på omkostning, så vi ikke forventer at skulle lave flere tilpasninger, siger han.

Jais Valeur peger på den nuværende konkurrencesituation på verdensmarkedet. Det har "ændret sig markant", forklarer han.

- Dermed er der et behov for at omstille Danish Crown til at være en fødevarevirksomhed med et langt større fokus på det europæiske marked, lyder det.

Beslutningen om at lukke slagteriet i Ringsted vil frigøre cirka en kvart milliard kroner.

/ritzau/
 

Emneord

Fremhævet

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle