Demonstration i Sønderjylland: Minister mødt med traktorer og slagord

Hundredevis af landmænd mødte miljøministeren til demonstration mandag.

Det var en markant modtagelse, der mødte miljøminister Lea Wermelin (S), da hun mandag trillede i ministerbilen ind på parkeringspladsen på Gråsten Landbrugsskole.

Her var ministeren inviteret til debat hos LandboSyd, men Agerskovgruppen og gruppen 'Oprør fra landet' havde benyttet lejligheden til at arrangere en traktordemonstration med flere hundrede deltagende landmænd.

"Vi elsker dig, Lea - men vi kan ikke mere", lød det blandt andet på ophængte bannere, ligesom det efterhånden faste kampråb fra europæiske bønder "no farmers, no food" også var at finde flere steder.

Til stede ved demonstrationen var blandt andre Jens Peter Aggesen fra Agerskovgruppen, advokat Hans Sønderby samt folketingspolitikerne Erling Bonnesen (V) og Hans Christian Schmidt (V).


Også de grønne kors, der skal symbolicere landbrugets død, er kendt fra demonstrationer i resten af Europa. Blandt andet er de også blevet brugt i Tyskland. Foto: Frederik Siiger 

Drikker gravøl

Ved demonstrationen sad en flok unge landmænd under et skilt, hvorpå der stod "gravøl". 

"Vi drikker gravøl, fordi landbruget er blevet reguleret i mere end 30 år, og hvis det fortsætter, så dør landbruget", lyder det fra Hans Peter Bertramsen, der sad med ved bordet.

"Med den her demonstration vil vi gerne vise, at vi er utilfredse med det øgede efterafgrødekrav, hvor vi ikke er blevet lyttet til. Det er blevet besluttet i København baseret på følelser", siger han.


Foto: Frederik Siiger

utilfredse med fremrykket krav

Det er især det fremrykkede efterafgrødekrav, der giver en voldsom stigning i, hvor mange efterafgrøder, der skal etableres i 2020, som har vakt landmændenes vrede.

"Vi kommer til at tjene mindre i planteavlen, fordi vi skal skifte vinterafgrøder ud med efterafgrøder. Det giver samtidig sorte marker hen over vintermånederne. Det hænger ikke sammen", siger Hans Peter Bertramsen.

advokat: krav er ikke lovligt

På talerstolen var blandt andre advokat Hans Sønderby, som forklarede, at EU-domstolen efter hans overbevisning vil underkende efterafgrødekravet, hvis det blev prøvet.

Ifølge Sønderby skal et krav til et erhverv nemlig være lig med en forbedring af miljøet, og det er ikke tilfældet.

"I bedste fald går det i nul", lød det fra advokaten.

Demonstrationen foregik i god ro og orden, og der var pølser til alle fremmødte.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle