Efter fugleinfluenza: Hong Kong stopper import af fjerkræ fra Middelfart

Hong Kong suspenderer al import af kylling og æg fra Middelfart Kommune, efter der har været fund af fugleinfluenza i området.

I sidste uge blev en gård ved Brenderup på Vestfyn ramt af at udbrud af lavpatogen fugleinfluenza.

Gården producerer gråænder til salg til udsætning for jægerne, og besætningen på 3300 gråænder blev fredag aflivet for at sikre mod spredning af smitten.

Efter det udbrud melder Hong Kong nu ud, at regionen med umiddelbar virkning stopper al import af fjerkræsprodukter fra Middelfart Kommune, hvor Brenderup ligger. Det skriver FødevareWatch.dk.

Forklaringen er, at området betragtes som en risikozone.

Det samme skete i 2016, hvor Hong Kong også bandlyste importen af fjerkræ og relaterede produkter efter fund af fugleinfluenza i Danmark, skriver FødevareWatch.dk.

Sidste år importerede Hong Kong 1.340 ton frossent kyllingekød.

Ingen producenter i nærheden

Fødevarestyrelsen mistænker at smitten af andebesætningen kommer fra vildfugle, der er fløjet over området.

I forbindelse med oprydningen efter smitten blev der oprettet en sikkerhedszone på én kilometer i omkreds omkring gården. I tre uger må besætninger eller æg ikke flyttes uden for zonen.

Fødevarestyrelsen melder dog, at der ingen erhvervs-fjerkræsproduktioner var inden for zonen, hvorfor restriktionerne kun fik betydning for eventuelle hobbyejere.

To udbrud i marts

Besætningen af 3300 gråænder blev testet positiv for den lavpatogene fugleinfluenza af typen H7 efter en rutinekontrol.

Udbruddet kom kun to uger efter 2019's første udbrud af lavpatogen fugleinfluenza i en hønsebesætning ved Terndrup i Nordjylland. 

Her var der tale om den lavpatogene fugleinfluenza af typen H5, og de 7000 fritgående æglæggere blev alle aflivet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle