Et år forsinket: De næste vandplaner er sendt i høring

Vandområdeplanerne for 2021-2027 er nu sendt i høring, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Det skulle egentlig være sket for et år siden, men landbrugsforhandlingerne på Christiansborg trak blandt andet ud, så først nu er miljøminister Lea Wermelin (S) klar med udkastet til vandområdeplanerne for 2021-2027.

I en pressemeddelelse oplyser Miljøministeriet, at planerne nu er sendt i seks måneders høring frem til juni 2022. Her lyder det, at regeringen foreslår initiativer for knap 5,4 milliarder kroner i planerne og en række konkrete indsatser i arbejdet med at sikre et bedre vandmiljø.

Det drejer sig for eksempel om restaurering af vandløb og søer, forbedret spildevandsrensning for ukloakerede ejendomme og færre overløb af spildevand samt mindre udledning af kvælstof og fosfor.

LINK TIL HØRINGSMATERIALET KAN FINDES HER

Fra miljøminister Lea Wermelin (S) lyder det:

"Vi skal passe godt på vores vandmiljø, og vi er fortsat langt fra målet. Vandområdeplanerne er en grundsten i arbejdet med at forbedre vandmiljøet. Vi foreslår konkrete indsatser dér, hvor vi kender virkemidlerne og ved, at de virker. Vi sætter samtidig gang i en række udviklingsprojekter de steder, hvor vi mangler viden om, for eksempel, tilstand, kilder og virkemidler. Samlet anvender vi mere end fem milliarder kroner til at forbedre tilstanden for vandmiljøet i vandløb, søer, kystvande og grundvand", siger hun. 

Fra ministeren lyder det, at det kræver et stort og langsigtet arbejde at skabe et godt vandmiljø for dyr, planter og mennesker.

"Den opgave skal vi løse i fællesskab. Derfor er jeg glad for, at regeringen og aftaleparterne med landbrugsaftalen i oktober bekræftede, at vi skal forbedre tilstanden i vores vandmiljø. Vi skal sikre fuld implementering af vandrammedirektivet, og med landbrugsaftalen har vi fastlagt en ambitiøs indsats mod den allerstørste presfaktor, nemlig kvælstofudledningen", siger miljøminister Lea Wermelin.

Ved landbrugsaftalen fra oktober, som næsten samtlige partier i Folketinget stod bag, blev der aftalt konkrete indsatser svarende til en reduktion af udledningen på ca. 10.400 ton i de kystvande og fjorde, hvor der er behov.

Ved et såkaldt genbesøg i 2023/2024 skal der politisk træffes beslutning om håndtering af mankoen for at leve op til vandrammedirektivet. På det tidspunkt er det meningen, at der skal have været gennemført en såkaldt "second opinion" til det faglige grundlag, som Aarhus Universitet har lavet til vandmiljøindsatsen.

Ifølge Aarhus Universitet må der ikke udledes mere end samlet 36.700 tons kvælstof, hvis det skal lykkes at nå i mål med god økologisk tilstand til vandmiljøet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle