Europæisk fusion for 53.000 landmænd er aflyst: Fordelene er ikke store nok

Efter et års undersøgelser har tre store europæiske kvægavlsforeninger droppet planerne om en fusion.

Der vil være fordele og synergier, men de vil ikke opveje ulemperne og de tekniske vanskeligheder.

Det er parterne bag det tiltænkte selskab Arcowin nu kommet frem til. For et år siden fortalte de tre europæiske kvægavlsforeninger Viking Genetics, Masterrind og Evolution, at de planlagde at fusionere 1. januar 2022.

Men nu er fusionen aflyst, oplyser VikingGenetics i en pressemeddelelse.

Formand for VikingGenetics, Lars-Inge Gunnarsson, beklager den nu aflyste fusion. Men når tekniske undersøgelser har vist, at en fusion ikke vil bibringe de forventede synergier, så skal man ikke fusionere, siger han.

Parterne oplyser, at de fortsat vil samarbejde om avlsprogrammer og udvikling indenfor kvægavl. Men det bliver med afsæt i de tre nuværende selskaber.

Den aflyste fusion betyder, at VikingDanmark fortsat vil eje VikingGenetics sammen med Växa og Faba.

"Det altoverskyggende vigtigste er, at VikingDanmark fortsat kan levere de produkter, vi i dag leverer til de danske kvægbrugere. Det gælder både forskellige sædtyper, men også med den rigtige genetiske fremgang og til den rigtige pris. Vi skal være med til at sikre at nordiske kvægbrugere, står så stærkt som muligt", siger Anders Levring, formand for VikingDanmark.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle