Filippinske småfarmere får statsstøtte og gratis udsæd

Der er hjælp på vej fra staten for mindre Filippinske landbrug, der lider under afsætningsvanskeligheder og mangel på input under coronakrisen.

Nedlukningen af Filippinerne grundet covid-19, som skete fra 16. marts, fik omgående betydning for landets landmænd. Men nu har regeringen sørget for tilskud til landets småbrug, så produktionen ikke går i stå, og så varerne kan komme frem.

Det fortæller Fermin Diaz, direktør for Farm Media Development Enterprises.

”For at de kan holde skindet på næsen får 1,2 mio. risdyrkere, som dyrker op til to hektar, 5.000 pesos (675 kr., red.) samt hjælp i form af gratis udsæd, tilskud til gødning og til vandingsafgift. Samtidig ydes der produktionslån med mere lempelige vilkår end normalt og laves opkøbsprogrammer for ris”, siger han.

Lav afregningspris på ris

Nedlukningen ramte landmændene og fødevarevirksomheder hårdt. Ikke mindst risdyrkere. I månederne inden liberaliserede regeringen importen af ris, og billig ris strømmede til landet, så de lokale priser faldt. Problemerne blev værre, efter nedlukningen, hvor de lokale ikke kunne få behandlet deres rishøst, da der manglede arbejdere på rismøllerne. Dermed kan det heller ikke sælges.

Grønsagsproducenter fortsætter med at producere løs, men folk må ikke gå ud af hjemmene, og det har dæmpet efterspørgslen fra især de store byer.

I begyndelsen kunne varerne dog slet ikke komme frem. De lokale myndigheder tog kontrollen af folks bevægelser så bogstaveligt, at lastbiler blev standset og fødevarer havde svært ved at nå byerne. Det er dog siden blevet koordineret, så fødevarer kan passere diverse checkpoints, fortæller Fermin Diaz.

Direkte salg

Efterspørgslen er dog reduceret. Markeder er lukket og for at få folk til at blive hjemme, deler myndighederne mad ud. Hedder det.

”Det er lidt sporadisk. Vi får en gang imellem 4-5 kg ris og nogle dåser med sardiner og makrel, men det er ikke mad nok til en familie på fem i en uge”, siger Fermin Diaz, der bor i Quiapo City, en del af metro Manila.

På internettet kan man også finde mange opslag, der gør grin med, at man kan leve af ris og dåsesardiner hver dag, mens andre dog er taknemmelige for det, de får.

Rullende butikker

For at hjælpe landmænd og fødevarevirksomheder med at distribuere fødevarer, har regeringen sat gang i rullende "butikker" i statsstøttede biler, der kan bringe fødevarer rundt med direkte salg til forbrugerne for øje. Dermed kan man handle helt lokalt og behøver ikke gå på markeder og i supermarkeder.

Der er også sket en stigning i salg af fødevarer via internettet.

Mangler eksport

Landbruget mærker også coronaen i form af mangel på efterspørgsel til det internationale marked for især bananer, kokosolie med mere.

”Industrien siger, det især er logistiske problemer og ikke fordi markedet ikke er der”, siger Fermin Diaz.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle