Foder er fint nok, men guldet findes i fedt, vitaminer og mineraler

Vilofoss og Vilomix - DLG og Danish Agro har med navngivningen ikke gjort det nemt for andre end lige dem selv at hitte rede i hvilket firma, der hører til hvor. Nogen hjælp er der heller ikke at hente i, at både Vilofoss, der er et datterselskab under DLG, og Vilomix, der er en af Danish Agros døtre, stort set beskæftiger sig med den samme lukrative forretning. Nemlig at sælge vitaminer og mineraler til foderblandinger. Et område, som begge andelskæmper har udpeget som et vækstområde med større potentiale for at tjene penge, end der er i at trille rundt med de samme foderblandinger på danske landeveje.

I år er det Vilofoss, der ligger i spidsen, og Vilomix er henvist til andenpladsen. Sidste år var det omvendt, men man skal lidt ned i knæ for at se de store forskelle. Det er dog en vækst på 13 procent i Vilofoss mod ni procent i Vilomix, der har bragt førstnævnte foran i det, som DLG betegner som det bedste år nogen sinde for premixvirksomheden.

I begyndelsen af 2021 opkøbte Vilofoss den finske virksomhed Kärki-Agri sammen med sin amerikanske samarbejdspartner Alltech, mens Vilomix gik på indkøb i det spanske og erhvervede sig 75 procent af premix- og mineralvirksomhed Tegasa og adgang til grisefesten i den spanske integrator-model.

Den sande højdespringer på listen er Scanfedt, der nok kun er rykket en enkelt plads frem til nummer syv, men har præsteret en vækst i omsætning på ikke mindre end 34 procent. Selskabet, der er ejet af Vestjyllands Andel og Danish Agro i fælleskab med sidstnævnte som hovedaktionær, handler med vegetabilsk fedt til foderblandinger.

 

Faktaboks

Omsætning i 1.000 kr.

  1. Vilofoss 3.367.703
  2. Vilomix Int. Holding 3.319.245
  3. Chr. Olesen A/S 2.934.491
  4. BHJ A/S 1.840.604
  5. Daka Denmark A/S 1.027.406
  6. Hamlet Protein A/S 857.784
  7. Scanfedt A/S 667.457
  8. Boehringer I. AH Denmark A/S 588.519
  9. Elanco Denmark Aps. (Ely Lilly A/S) 552.061
  10. Sole Holding ApS 117.805

Emneord

Guldnummeret 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle