Folketinget ændrer ikke på Minkkommission trods sms-tvist

På trods af et ønske om, at Minkkommissionen skal instrueres i at kigge særligt på sms-er, sker det ikke.

Minkkommissionen, der arbejder for at udrede det politiske forløb omkring aflivningen af mink, vil ikke blive pålagt særligt at undersøge eksempelvis hvornår blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) indstillede sin telefon til at slette sms'er.

Det fortæller formanden for Folketingets Granskningsudvalg, der har nedsat kommissionen, Karsten Lauritzen (V).

"Det blev ikke konklusionen på mødet. Der var et ønske om det fra Dansk Folkeparti, som vi bakker op om fra Venstres side. Og det tror jeg alle partier blå blok gør. Men det var der ikke flertal for", siger han.

Sagen om de slettede sms'er har taget voldsomt fart de seneste dage, efter at det kom frem, at statsministeren og mindst tre topplacerede embedsfolk har indstillet deres telefoner til at slette sms'er efter 30 dage.

Dermed er deres sms'er fra perioden, hvor de afgørende beslutninger er truffet i november 2020, væk fra deres telefoner.

Statsministeriet har sagt, at man vil arbejde sammen med kommissionen om at genskabe sms'erne og politiets teknikere er sat på opgaven.

Alligevel var der altså et ønske fra flere partier om, at kommissionen blev pålagt at undersøge sagen nærmere. Ikke mindst hvornår indstillingen om sletningen blev foretaget.

"Hvis det var lige omkring den ulovlige ordre, virker det, som om man har haft noget at skjule. Derfor er det virkelig nødvendigt for folkestyret at komme til bunds i den her sag", sagde De Konservatives Mai Mercado forud for mødet til TV2.

Men resultatet fra dagens møde er, at kommissionens opgave ikke er ændret.

"Der er ikke på nuværende tidspunkt nogle ændringer i den opgave, Granskningskommissionen er stillet", siger Karsten Lauritzen og fortsætter:

"Der er et fælles ønske i udvalget om at komme til bunds i denne her sag og få den undersøgt. Og ikke mindst at få genskabt de sms'er. Det støtter et enigt udvalg. Men der er en uenighed om, hvorvidt man gør det ved at udvide kommissoriet".

Han understreger, at han også med det eksisterende kommissorium har tillid til kommissionen.

"Jeg har tillid til kommissionen og den landsdommer, der står i spidsen for den. Hvis den ikke kan komme til bunds med de rammer og det kommissorium, der er, så er vi i Venstre selvfølgelig klar til både at ændre kommissoriet og finde flere ressourcer. Vi ønsker at komme helt til bunds", siger han.

/ritzau/
 

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle