Forbundet med livsfare: Landmand kappede 13.000 elkunders strøm

Påkørsler af kabelskabe eller luftledninger kan give store el-afbrydelser og være livsfarlige for både chauffør og dyreliv. Netselskabet N1 opfordrer landmænd til at passe på sig selv.

Tungen skal ofte holdes lige i munden, når en stor gravemaskine eller mejetærsker skal manøvres fra vejen og ind på marken - for tit er der ikke ret meget plads.

Det kan betyde påkørsler af alt fra transformatorstationer, kabelskabe og luftledninger. Og i fredags gik det galt igen.

Netselskabet N1, der distribuerer el til store dele af Midt- og Nordjylland, måtte igen rykke ud, da en landmand fra Salling, halvøen i Limfjorden nord for Skive, var kommet til at påkøre en el-mast med en gyllevogn.

Heldigvis nærmede landmanden sig ikke den nedfaldne el-ledning, men ringede i stedet til elforsyningen, fortæller Jesper Bak-Jensen, driftsingeniør hos N1.

”Vi mistede elforsyningen til hele den nordlige del af Salling og 13.000 kunder. Men heldigvis kom føreren ikke noget til”, siger Jesper Bak-Jensen til landbrugsavisen.dk.

Livsfarlige luftledninger

For det kan gå grueligt galt, hvis man ikke er opmærksom på el-netværket, når man bugserer de tunge maskiner rundt på marken.

Dét er budskabet fra netselskabet, der allerede i løbet af årets første måneder har oplevet flere påkørsler af kabelskabe, transformerstationer og luftledninger.

I september 2018 døde en 57-årig lastbilchauffør fra Djursland, da han var i gang med at læsse kartoffelpulp, et restprodukt som bruges til foder, af på en mark mellem Karup og Viborg. Her ramte lastbilen en højspændingsledning, som satte ild i lastbilen, der stort set udbrændte.

”Afbrudte elkunder er ærgerligt, men i min optik er det markant værre, hvis nogen er kommet galt afsted. Det er ikke spændende at komme ud og finde folk, der er kommet til skade eller dét, der er værre”, siger Jesper Bak-Jensen.

Vær opmærksom

Derfor opfordrer driftsingeniøren alle landmænd og chauffører til at være ekstra opmærksomme, også når det skal gå hurtigt.

I øjeblikket er der især travlt med gyllevognene på markerne og med større maskiner og støjdæmpende førerhuse, forstår Jesper Bak-Jensen godt, at det kan være en udfordring at holde øje.

Han og kolleagerne kører også hellere ud en gang for meget, end en gang for lidt. For man kan måske ikke altid mærke, om man har fået ramt noget.

Men i stedet for selv at nærme sig ridsede kabelskabe eller væltede elmaster, skal man hellere kontakte fagfolk. For de kan være spændingsførende og til fare for både mennesker og dyr.

Sidste år blev en ny folder, ’Pas på ledningerne og livet’, også udgivet for at gøre chauffører af kranvogne, gravemaskiner og mejetærskere opmærksomme på farerne ved luftledninger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle