Frøfabrik skal køre i døgndrift for at klare efterspørgsel

Maribo Seed: Perfekt at være tilbage på danske hænder.

Torsdag var en festdag hos Maribo Seed i Holeby. Her blev det markeret, at virksomheden – efter syv år som en del af den schweiziske koncern Syngenta – nu er tilbage på danske hænder. Tilmed ejet af en andelsvirksomhed med fokus på frø, nemlig DLF. Det nye ejerskab trådte i kraft 1. oktober.  I Holeby har det givet fornyet tiltro til fremtiden. Fabrikken kommer til at køre i døgndrift stort set året rundt. Hen over sommeren er der investeret ca. 30 millioner kroner i at udvide anlægget.

"Jeg kan næsten ikke få armene ned. Det er rigtig godt for os og for landsdelen,” siger administrerende direktør Niels Mikkelsen. "Tænk sig, at vi i en tid, hvor danske selskaber ellers sælges til udlandet, får en virksomhed tilbage på danske hænder. Og med i købet får vi tilmed Syngentas globale roefrøforretning".

” Vi har fundet et rigtig godt hjem hos DLF, en fokuseret frøvirksomhed. Før udgjorde vi kun et ganske lille hjørne af Syngenta. Nu kommer vi til at fylde cirka 20 procent af omsætningen i DLF og bliver en selvstændig forretningsenhed. Vi kan fokusere maksimalt på denne niche af frømarkedet og samtidig udnytte synergien med DLF, som er en global markedsleder inden for græsfrø og har stor teknologisk viden om udvikling, forædling og produktion af frø.

”Samtidig øger vi produktionen på fabrikken her i Holeby. Produktionen af sukkerroefrø, som Syngenta har haft kørende i Sydfrankrig, er flyttet hertil. Det betyder en fordobling af vores produktion. Samtidig har vi udvidet i flere afdelinger og dermed skabt nye arbejdspladser lokalt, siger Niels Mikkelsen.

MariboHilleshög vil fortsætte med at udvikle, producere og sælge sukkerroefrø under de to brands Maribo og Hilleshög. Hilleshög-navnet har været nedtonet i de 17 år, hvor Syngenta har ejet den svenske forretning. Men det vil blive revitaliseret under det nye ejerskab. Det klinger stadig godt på det svenske hjemmemarked, men også i Tyskland og i USA ser Niels Mikkelsen gode forretningsmuligheder for Hilleshög-frøene.

For fjerde gang i træk: Vestjyde har Danmarks højestydende køerKvæg 12. december · 10:29

- Syngentas aktiviteter med sukkerroefrø i USA indgår også i handelen. Det vil sige en forædlings- og produktionsvirksomhed i Longmont, Colorado. USA er et klart vækstområde for os. Derovre kan vi, i modsætning til i Europa, markedsføre Roundup-resistente roefrø, som vi i Holeby faktisk var de første til at udvikle.

En af fire globale aktører

I disse uger producerer fabrikken i Holeby frø til Japan, Kina, Iran og Rusland. Ikke mindst Kina ser Niels Mikkelsen som et meget interessant marked, fordi der er en tendens til at øge arealet med sukkerroer.

MariboHilleshög vil også have stort fokus på de 12 lande i Central- og Nordeuropa, som tegner sig for næsten halvdelen af verdensmarkedet til en værdi af ca. 800 millioner dollar. Branchen omfatter fire globale aktører, hvoraf den ene nu hører hjemme i Danmark.

 

 

Faktaboks

Den nye virksomhed har ca. 320 medarbejdere, heraf mere end 150 på Lolland. Sverige bliver hjemsted for MariboHilleshög Research AB, som er en forsknings- og forædlingsenhed i Landskrona. Den anden svenske afdeling, i Falkenberg, skal producere basisfrø. Afdelingen i USA har ca. 30 medarbejdere. Dertil kommer salgskontorer og agenter i de cirka 30 lande verden over, hvor MariboHilleshög er på markedet.

Hilleshög blev overtaget af Syngenta i 2000 og Maribo Seed i 2010. Aftalen mellem DLF og Syngenta blev indgået i juni og er effektueret pr. 1. oktober. Foruden Maribo Seed har DLF også købt Syngentas øvrige internationale roefrøforretning, herunder forsknings- og produktionsfaciliteter i Sverige og USA. Også brandet Hilleshög, som for år tilbage var knyttet til svenske roefrø, indgår i handelen. Det nye datterselskab hedder MariboHilleshög og har hovedsæde i Holeby med Niels Mikkelsen som administrerende direktør.

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu