Goodvalley har mistet 9 procent af omsætningen

Lave svinepriser som følge af corona samt sygdom i en besætning i Rusland har kostet omsætning i årets 2 .kvartal.

Omsætningen faldt med 33 mio. kr. til 352 mio. kr. i 2. kvartal i år sammenlignet med 385 mio. kr. i samme kvartal sidste år i danske aktielandbrug Goodvalley A/S. Det er et fald på knap 9 procent.

Et kik på de tre lande, Goodvalley driver landbrug i, viser, at omsætningen faldt i Polen og Rusland med hhv. 26 og 16 mio. kr., mens omsætningen steg med 9 mio. kr. i Ukraine.

Det dårligere resultat i Polen er præget af en tilfredsstillende effektivitet på koncernens store slagteri trods Covid-19 kombineret med meget lave priser på udbenet kød på grund af en lav efterspørgsel.
Det dårligere resultat i Rusland skyldes et udbrud af sygdommen PRRS og et fald i prisen på svinekød. 
Det bedre resultat i Ukraine skyldes en høj effektivitet og flere solgte kg svinekød.

Ifølge Goodvalleys adm. direktør Hans Henrik Pedersen er resultatet samlet set tilfredsstillende:

”Markedsforholdene var udfordrende i 2. kvartal under udbruddet af Covid-19. Det betød betydelige prisudsving og et fald i værdien af de lokale valutaer, der gav en midlertidig negativ effekt. Set i det lys opretholdt vi en tilfredsstillende driftsmæssig præstation i 2. kvartal”, siger Hans Henrik Pedersen i en kommentar til koncernens netop offentliggjorte regnskab for 2. kvartal 2020.

"Vi beskyttede vores forretning og medarbejdere, og vi opretholdt et tilfredsstillende driftsmæssigt resultat i 2. kvartal 2020 på trods af de hidtil usete udfordringer og markedsvolatilitet under Covid-19-krisen," siger han.

Udsigten til hele 2020 fastholdes

Selskabets justerede driftsresultat, EBITDA, faldt i 2. kvartal med otte mio. kr. til 69 mio. kr. sammenlignet med 77 mio. kr. i samme kvartal sidste år.

Goodvalley fastholder udsigterne for hele 2020 og forventer en omsætning der lander på mellem 1,6 og 1,75 mia. kr og et justeret driftsresultat på mellem 320 380 mio. kr. 

Goodvalley baserer udsigten for hele 2020 på et "stærkt år til dato kombineret med fortsatte markedsudfordringer relateret til Covid-19 på kort sigt og en forventet stabilisering i 2. halvår af 2020".

FØRSTE KØB I 10 ÅR

For to måneder siden købte Goodvalley en ekstra farm i Polen. Det er en svineproduktion med 2.000 søer og produktion af smågrise i Gniewno i det nordvestlige Polen mellem byerne Koszalin og Bydgoszcz. Samtidig lejer Goodvalley 530 hektar jord på en 20-årig lejekontrakt. Jorden ligger lige op ad landbrugsselskabets øvrige jord.

Det var første gang i 10 år, at Goodvalley køber et nyt landbrug i Polen.  Forrige køb var farmen Ferma Bara, der ligger tæt på grænsen til Tyskland og Berlin.

Købet i Gniewno skal ses som et led i landbrugets strategi om en kontinuerlig udvidelse af produktionen.

"Netop det landrug har stået på vores ønskeliste i mere end 20 år. Det er nabogården til vores helt centrale center og hovedkontor ved byen Przechlewo, hvor vi både har vores slagteri og en klynge svinefarme liggende", sagde adm. direktør Hans Henrik Pedersen, Goodvalley, til landbrugsavisen.dk da købet faldt på plads i juni i år.

Opdateres..

FAKTA om Goodvalley A/S

  • Goodvalley består af 35 svinefarme, 9 biogasanlæg, 1 slagteri og forædling, 10 foderfabrikker og kornlagre, 2 kvæggårde og 6 markbrugscentre i landene Polen, Ukraine og Rusland
  • Selskabets største enkeltaktionær er IFC, International Finance Corporation, under Verdensbanken med en andel på 6,9 procent af aktierne 
  • Den næststørste aktionær er Tom Axelgaard, der ejer 3,9 procent af aktierne
  • De øvrige 89,2 procent af aktierne ejes af cirka 170 aktionærer, der for størstedelens vedkommende er landmænd

 

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle