Grønne organisationer kritiserer udspil til finanslov

Regeringen har glemt sine egne mål for natur og økologi i sit udspil til finansloven, mener grønne organisationer.

Skuffelse og bekymring.

Det er de umiddelbare følelser hos Danmarks Natufredningsforening og Økologisk Landsforening oven på regeringens fremlæggelse af udspil til finanslov mandag.

"Er skuffet og dybt bekymret over dette finanslovsudspil. Vi står i en klima- og naturkrise, der kun bliver sværere at løse jo længere vi venter. Bortset fra en lille naturpulje er denne finanslov et svigt af valgløfter og vores efterkommere", skriver præsident i DN Maria Reumert Gjerding bl.a. på Twitter.

glemt økologien?

Naturpuljen, præsidenten henviser til, er 200 mio. kr., regeringen har afsat i perioden 2021-2024 til natur og biodiversitet i sit udspil.

Det er de eneste "nye" penge direkte til det grønne område, og det skuffer tydeligvis adm. direktør i Økologisk Landsforening Helle Borup Friberg, der minder om regeringens mål om en fordobling af økologien.

"Dagens FL-udspil er uambitiøst, og regeringen synes at have glemt egne ambitioner for økologi, der er en helt nødvendig del af en grøn omstilling til et landbrug, der leverer på klima, natur, dyrevelfærd, miljø og rent", skriver hun ligeledes på Twitter.

grøn forskning

På dagens pressemøde henviste finansminister Nicolai Wammen (S) til, at regeringen desuden vil øremærke 750 mio. kr. til grøn forskning.

Ministeren sagde i øvrigt, at de 9,2 mia. kr., som regeringen vil afsætte til en krisekasse, skal have et grønt perspektiv, når de bruges.

Derudover skriver finansordfører Jens Joel (S) på Twitter, at regeringen har en forhandlingsreserve til forhandlingerne med de andre partier på 1,5 mia. kr., som bl.a. kan bruges på grønne tiltag.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle