Grøntsager dyrkes i beskyttelsesrum fra 2. verdenskrig

Grønsager dyrket i beskyttelsesrum 30 meter under jorden snart klar til salg i de kommende uger.

Et underjordisk landbrug under det centrale London vil i løbet af de kommende par uger begynde at sælge radisser, bønnespirer, koriander, persille og flere andre grønsager til Londons borgere, skriver Farmers Guardian.

Grønsagerne dyrkes i de store beskyttelsesrum, som blev bygget under 2. verdenskrig cirka 30 meter under jorden.

Afgrøderne dyrkes i et lukket og rent miljø med et tilpasset ventilationssystem. I fraværet af sollys bruges avanceret kunstigt lys samt styrede vandingssystemer, der gør det muligt at dyrke afgrøderne med et meget lavt energiforbrug.

 

Den første undergrundsfarm er på 1,1 hektar, og udgiften til etableringen på cirka 6 mio. kr. er skaffet til veje via crowdfunding. Blandt initiativtagerne er stjernekokken Michel Roux Jr.

Andre enorme beskyttelsesrum under London og andre britiske storbyer giver gode muligheder for at udvide konceptet.

 

Ifølge driftsleder Gabriel De Franco er dyrkningen testet gennem halvandet år med gode resultater. Eksempelvis angribes grønsagerne ikke af skadedyr og sygdomme, og dermed kan grønsagerne dyrkes uden brug af kemikalier eller pesticider.

Ambitionen hos initiativtagerne er at levere friske grønsager uden negativ effekt på miljøet og alene baseret på grønnne energikilder.

»Vi opnår de samme udbytter, som traditionelle farmere, men vi vil aldrig få helt den samme plads at brede os på. Så jeg tror ikke, de har noget at frygte,« siger driftslederen til Farmers Guardian.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle