Hurtigt-voksende kylling bliver i køledisken

Udvalgt til weekend: De to store detailkæder, Coop og Salling Group, melder begge, at de ikke har planer om helt at droppe den hurtigtvoksende kylling, som Danpo har det.

Både Coop og Salling Group vil se det, før de tror det, når det kommer til succesen af Danpos strategi om at gå over til en mere langsomtvoksende kylling.

Udmeldingen kommer, efter Danpo i sidste uge offentliggjorde, at kyllingeslagteriet fra 2022 ikke længere vil slagte den hurtigtvoksende kyllingerace Ross 308, men i stedet kun en mere langsomtvoksende race og dermed satse på velfærdskyllinger. Beslutningen har især vakt opsigt, fordi det er utraditionelt, at et slagteri udfaser et godt efterspurgt produkt uden at have efterspørgslen på det nye på plads.

"Vi kommer ikke til, som Danpo siger, at fjerne kyllingerne fra den ene dag til den anden", siger Kasper Reggelsen, pressechef i Salling Group. For blot få uger siden skrev en chef i Salling Group, at kæden, der bl.a. står bag Netto, Føtex og Bilka, ville arbejde mod en udfasning, men kæden har altså ikke sat en dato for hvornår.

"Vi arbejder også med en udfasning, men har ingen deadline. Det skal gøres ved løbende at tage flere langsomtvoksende ind".

Færre ville købe dansk

Også hos Coop er man afventende.

"Vi vil ikke gå ind i det projekt og kun sælge langsomtvoksende kyllinger på nuværende tidspunkt. Det er meningsløst. Kyllingerne er markant dyrere, så nogle kunder vil ikke kunne betale for den og ville i stedet købe udenlandske eller frosne kyllinger", siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.

Kunderne ka’ godt

Især Danpos påstand om, at man ikke kan overlade valget til forbrugeren, der altid vil gå efter det billigste frem for dyrevelfærd, har fået detailkæderne til at sætte hælene i.

"Det synes jeg er et meget usympatisk synspunkt og respektløst over for kunderne. Forbrugerne har forskellige holdninger og mulighed for at betale, så vi skal i højere grad give dem viden, så de selv kan vælge", fortsætter Jens Juul Nielsen fra Coop.

"Det vigtigste er, at vi har kunderne med. Vi har med buræggene set, at det kan gøres, men det kommer til at tage tid", siger Kasper Riggelsen fra Salling Group.

Danpo glatter ud

Den kontante melding om omlægningen har gjort nogle producenter hos Danpo nervøse for, at projektet ikke kan løbe rundt økonomisk, hvis ikke efterspørgslen er på plads.

I et internt brev til producenterne præciserer direktør Mark Hemmingsen derfor efterfølgende, at Danpo kun skifter deres konventionelle kyllinger til langsomtvoksende inden 2022, "såfremt kunderne og forbrugere vil købe det". Flere producenter har også pippet over, at direktøren selv offentligt kritiserer slagteriets primære salgsvare. Derfor skriver direktøren også, at de danske landmænd allerede har den "bedste dyrevelfærd her i Europa", og at det bare "desværre ikke kom med" i artiklen i Politiken.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danpo. I en mail til Landbrugsavisen skriver Mark Hemmingsen, at han "holder sig ude af medierne i de næste par måneder".

Faktaboks

Buræg om igen:

  • Da buræggene blev udfaset, var det i første omgang supermarkedskæderne, der stoppede salget, før kravet kom fra forbrugerne.
  • Denne gang er det også et slagteri, Danpo, der vil udfase et meget efterspurgt produkt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle