Hvad laver en maskinforretning fra Falster på en svensk mark?

FMR Maskiner fra Nykøbing Falster har fået et temmelig stort dækningsområde.

De store maskiner – og en lille selvkørende traktor – er kørt frem og står her på en svensk mark som blikfang.

Heden står ned over græsmarkerne i svenske Borgeby. Et kvarters kørsel nord for Malmø – og en rigtig god køretur fra Nykøbing Falster.  Alligevel er en mellemstor dansk maskinforretning fra Nykøbing Falster også her. Et sted, hvor man kan møde rigtig mange svenske landmænd – men også en del danske – og ikke mindst af den slags, der bør øst for Storebælt.  

Man kunne tænke, at det var langt udenfor pastoratet, at FMR Maskiner har købt sig en stand og lokker med køb og salg af maskiner med store såmaskiner fra Mzuri og Sly Boss og den selvkørende robottraktor Robotti som slagnumre.

Men når man tager i betragtning, hvor stort et område FMR Maskiner har fået agenturet på disse maskiner i, så er de ikke så langt hjemmefra.

”For Mzuri er det Danmark og Sverige, mens vi for Robotti og Sly er forhandler i hele Skandinavien. Vi har da også solgt nye maskiner i Østeuropa, men vi står altså ikke på et dyrskue i Slovakiet”, siger sælger, dyrkningsekspert – og nå ja, også medejer Anders Højte.  

 

Hvorfor er I også i Sverige?

”Der bliver færre og færre kunder til sådan nogle som os. Når vi samtidig vil specialisere os og vil være dygtige til nogle ting, så må vi udvide, hvor vi er. Det er sjovere at køre til Sydsverige og sælge nogle produkter, som man er særligt dedikeret til. Det er spørgsmålet, om du vil sælge jern eller nogle produkter, du har særlig viden om”, siger han med henvisning til, at FMR for nylig har kastet sig ud som forhandler af selvkørende robottraktor og import og salg af såmaskiner fra Msuri og Sly Boss, der fordrer, at de selv kan give viden videre om dyrkningssystemerne strip till og no till.

”Hvis landmanden vil have sådan et produkt, så betyder det ikke noget, om du er lokal forhandler, men kan yde den service, der hører til”, siger han.

Han ser ikke noget problem i, at maskinforretningen tilbyder tre forskellige typer såmaskiner med Mzuri, Sly og tillige Lemken i porteføljen.

”Ja, vi har tre forskellige såmaskiner, men de opererer tre forskellige steder i markedet. Kundernes ønsker er mere og mere specifikke, og når de kommer til mig, så ved de udmærket godt, hvad de vil have”.  

Hvordan går det så med at sælge i Sverige?

”Svenskerne er lidt konservative. Men vi har en håndfuld maskiner fra Mzuri kørende”, siger han.

Kan I ikke bruge for mange kræfter, når I skal sælge så langt væk?

”Jo, det kan man da hurtigt. Det kræver en masse. Men samtidig har vi også et fleksibelt set-up. Vi skal ikke nødvendigvis sælge en masse maskiner hver uge alle steder. Vi er her på de lange bane. På kort sigt er det ikke sikkert, at det er den hurtigste vej til penge, og selvfølgelig skal vi også tjene penge, men vi ser langsigtet på det, og synes det er sjovt og interessant at sælge maskiner, vi har en særlig viden om”.  

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle