Jais Valeur: Vi bør købe foder ind sammen for at spare penge

Danish Crowns topchef talte om unødvendig »friktion« hos producenter og Danish Crown, da han var i den varme stol ved Vækst'18-konferencen.

Både svineproducenter men også Danish Crown skal og bør forbedre sig på en række punkter for i fremtiden at sikre en bedre indtjening, som for tiden er stærkt tiltrængt.

Jais Valeur, CEO i Danish Crown, var ved LandbrugsMedierne og Yaras konference Vækst'18 Bygholm Landbrugsskole med i seancen "Den varme stol", og luftede flere tanker om optimeringer af slagterigiganten, men også forslag til, hvordan omkostningerne kan mindskes hos deres andelshavere.

Han anvendte ordet »friktion« om det spild, som eksisterer i Danish Crown ved blandt andet planlægning af slagtningerne.

»Vi har et utroligt systemtab hos os. Vores slagtninger kan svinge ti procent på en uge, så når vi torsdag forsøger at optimere salget for den kommende uge, så kan det tal torsdag middag stadig svinge ti procent. Og så er forskellen: Har vi solgt for meget eller for lidt? Det brandudsalg, der sker fra torsdag aften til fredag, det er et megatab af værdi, fordi vi har en dårlig planlægning«, sagde Jais Valeur, der håber, at en øget digitalisering i fremtiden kan optimere slagtningerne i virksomheden.

Topchefen kiggede også ud mod andelshaverne, der kan og bør strømline deres produktion - og gerne i et samspil med Danish Crown.

»Der er alt for stor forskel på danske landmænd mellem top og bund. Der er alt for mange, der ikke udnytter den viden, der findes. Det kan vi se på tallene«, sagde Jais Valeur, der ser store potentialer ved at standardisere foderblandinger.

»Jeg kan godt se en model, hvor Danish Crown sætter en standard, så dem, der ønsker at være en del af vores rådgivning kan få standardiseret nogle foderblandinger og pulje dem sammen, så vi kan få vores globale indkøbere med til at lave nogle forslag til indkøb. Vi kan også pulje indkøb af dyrlægeindkøb på nogle nye måder. Alle store omkostningsdrivere kan vi måske håndtere i en pulje på en anden måde, end det er gjort tidligere«, sagde Jais Valeur.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle