Jeppe Bloch: Vi kan blive tvunget til at være mere aktivistiske

Danske Svineproducenters formand tordnede mod CO2-afgifter i landbruget.

- Nok er nok - og vi kan blive tvunget til at gå en mere aktivistisk vej for at gøre opmærksom på urimelighederne.

Jeppe Bloch Nielsen, formand for Danske Svineproducenter, lagde i sin formandsberetning ved producentforeningens generalforsamling i Fredericia ikke fingrene imellem, da han kom ind på CO2-afgifter.

Han gik i rette med de økonomiske vismænds forslag om at indføre en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer så hurtigt som muligt.

- VI vil gerne, men kan ikke. De har åbenbart ikke lyttet til professor Jørgen E. Olesen (Aarhus Universitet, red.), der har advaret mod at afgiftsbelægge noget, som ingen vil være i stand til at opgøre ordentligt langt ud i fremtiden. Uanset om der bliver tale om en lav afgift i begyndelsen, er det vanvittigt at lægge afgift på noget, vi ikke kan gøre noget ved lige nu, fastslog Jeppe Bloch Nielsen.

Han mente ikke, at eksperterne bag vismandsrapporten har forstand på landbrug, biologiske processer og CO2-ekvivalenter.

- Det virker som om, det er djøffer i centraladministrationen, som reelt ønsker at nedlægge eller halvere svineproduktionen, vurderede Jeppe Bloch Nielsen.

Han langede samtidig ud efter landets politikere, som han beskyldte for at støtte en CO2-afgift for at have et ønske om at reducere griseproduktionen uden kompensation. 

- Vi har allerede en landbrugsaftale, som endda efter vores mening er gået for langt. Det er legalt at have holdninger og meninger, men når vores politikere gør deres holdninger og meninger til fakta, bliver det farligt for demokratiet, sagde Jeppe Bloch Nielsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle