Kystpolitik deler vandene

Der er forskellige holdninger til kystpolitikken.

Danmarks Naturfredningsforening frygter en tæt bebygget kyst, hvis kommunerne får friere rammer. Der er ingen grund til frygt, siger Halsnæs’ borgmester.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

"Vi ser helst, at man bevarer kysterne som frie og åbne. Ellers ender vi med tilstande, som vi kender fra Spanien og andre lande, hvor hoteller ligger i flok på stranden. Det er ikke tilstande, vi skal have herhjemme," siger Birgitte Benzon Bang, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Halsnæs ifølge avisen.

En del af Venstres udspil er at liberalisere planloven og give kommunerne friere tøjler til at udvikle kystmiljøerne uden for meget statslig indblanding. I Halsnæs Kommune ser borgmester Steen Hasselriis (V) positivt på udspillet, og borgerne i kommunen behøver ikke at frygte strande plastret til med byggerier, mener han.

"Det (udmeldingen fra Danmarks Naturfredningsforening, red.) er en meget negativ holdning til og nedvurdering af det kommunale selvstyre. Kommunerne er de nærmeste til at være ømme om miljøet. Det er vores attraktion og baby, så vi er de sidste, der vil ødelægge det," siger Steen Hasselriis.

Men natur og byggeri behøver slet ikke at bekæmpe hinanden. Det mener direktøren i turist- organisationen VisitNordsjælland, Annette Sørensen.

"Jeg tror helt sikkert, at det her kan være med til at lokke turister til Nordsjælland. Gæsterne vil være så tæt som muligt på det smukke og i de bedste rammer. Samtidig kommer folk også til Nordsjælland for naturen, og jeg er sikker på, at kommunerne tænker sig godt om, så det ikke kommer til at ligne solkysten i Spanien. I stedet for at stå stejlt på hvert sit, synes jeg, at man bør finde nogle kompromiser og løsninger," siger Annette Sørensen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle