Landmand er nabo til mink-massegrave: De mink skal op med det samme

Hvis det tager seks måneder, at få de aflivede mink gravet op af massegravene, kan det næsten være lige meget, mener landmand Karsten Dahl Schmidt, der er nabo til minkgraven ved Holstebro.

Hvis det stod til mælkeproducent Karsten Dahl Schmidt fra Holstebro, så sørgede politikerne hurtigst muligt for at få tømt den minkmassegrav, som han er nabo til.

Men for at undgå coronasmitte fra de døde mink, har politikerne besluttet, at gravearbejdet først starter til maj.

"Regeringen har jo selv fået kørt minkene herud i åbne lastbiler. Dengang hed det sig, at døde mink ikke smitter. Men det gør de så åbenbart nu, hvor man skal rydde op efter sig", siger Karsten Dahl Schmidt til dr.dk.

Han kalder beslutningen absurd og siger, at så kan man næsten lige så godt "lade lortet ligge". Landmanden frygter, at seks måneder vil betyde, at resterne og væskerne efter minkene vil være sivet ned til grundvandet.

Fødevarestyrelsen præsenterede i sidste uge tre modeller for opgravning og bortskaffelse af minkene, og parterne er mandag blevet enige om at vælge model 3.

Det er løsningen, hvor minkene graves op efter seks måneder, når de ikke længere udgør en smitterisiko, og kan bortskaffes som erhvervsaffald på forbrændingsanlæg.

Først var der frygt for, at der skulle en såkaldt VVM-undersøgelse af jorden til, før gravearbejdet. En sådan undersøgelse ville kunne udskyde oprydning med op til et halvt år. Fredag kom det dog frem, at det ikke ville blive et krav med en VVM-underøsgelse. 

I alt er 15,4 mio. mink ifølge Fødevarestyrelsen blevet aflivet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle