L&F: Job-udvikling afspejler virkeligheden

Danmark befinder sig nu i en situation med god beskæftigelse på trods af en minimal vækst, konstaterer Landbrug & Fødevarer.

Cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Thomas Søby ærgrer sig over en stagnerende ledighed, men noterer sig også, at udviklingen i beskæftigelsen nu afspejler den generelle økonomiske udvikling. Bruttoledigheden er stort set uforandret fra september til oktober og ligger på 5,0 procent af arbejdsstyrken. Blot 100 flere er kommet i job hen over måneden, og det tal er så lille, at det ikke påvirker ledighedsprocenten.

"Arbejdsmarkedet har henover det seneste år været lidt af et økonomisk mysterium med markant fremgang på trods af den lave økonomiske vækst. Vi befinder os nu i en situation med god beskæftigelse trods minimal vækst. Jeg tror først, at vi ser yderligere fald i ledigheden, når vi kommer ind i en situation med økonomisk genopretning," siger cheføkonom Thomas Søby.

Den nuværende situation kan medføre, at arbejdsmarkedet bliver overophedet, når væksten vender tilbage.

Flaskehalse skal forebygges

"Det er vigtigt, at der allerede nu gøres en indsats for at forebygge flaskehalse på arbejdsmarkedet. Selv med en økonomi på lavt blus ser vi, at der inden for visse faggrupper kun er meget få ledige, og det er vigtigt, at mangel på kvalificeret arbejdskraft ikke ender med at blive en stopklods for virksomhedernes vækst, når opsvinget kommer," siger Thomas Søby.

Inden for fødevareklyngen er der situationer, hvor virksomheder oplever flaskehalse og hvor de ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft til ledige stillinger.

"En række af vores medlemsvirksomheder er placeret uden for de store byer, og det kan derfor være vanskeligt at tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Og vi har allerede nu medlemmer, der peger på mangel på kvalificeret arbejdskraft som en barriere for fremtidig vækst," siger cheføkonom Thomas Søby.

Emneord

l&f

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle