Megalandbrugs aktier steget stort efter regnskab

Aktielandbrug har solgt tabsgivende jord i Rusland og tilbagebetalt lån og renter for 60 mio. kr.

Der er formentlig lys for enden af tunnelen for Trigon Agri A/S, der driver landbrug i Estland, Rusland og Ukraine. I hvert fald når man læser selskabets beretning for 1. halvår 2016.

Selvom storlandbruget ved årsskiftet havde tabt ikke mindre end 850 mio. kr. i løbet af dets kun ni års levetid, og det netop offentliggjorte regnskab for 1. halvår viser et yderligere tab på 111 mio. kr., så er der ifølge selskabets ledelse tegn på fremgang.

Det lader til, at investorerne er enige, i hvert fald er kursen steget stort. Det er dog også fra et ekstremt lavt udgangspunkt.

Trigon Agri er børsnoteret på Nasdaq-børsen i Stockholm. Kursen toppede i slutningen af 2007. Dengang var kursen 22,5.

I går, tirsdag, var kursen 0,27 ved lukketid. Nu, onsdag formiddag, er kursen steget med 37 procent til 0,37.

Optimisme
Optimismen bunder i, at det i juni lykkedes for aktielandbruget at sælge dets besiddelser ved Rostov i Rusland, der omfattede cirka 87.000 hektar. De mange hektar har gennem flere år har givet meget store underskud, og alene i 1. halvår belastede besiddelserne regnskabet med et minus på 164 mio. kr. svarende til cirka 1.900 kr. pr. hektar.

Hvis udgifterne fra Rostov-delen af selskabet trækkes ud af regnskabet for 1. halvår, lander driftsresultatet, EBITDA, på plus 91 mio. kr. og overskuddet på 54 mio. kr., fremgår det af ledelsesberetningen.

De mange tusind hektar ved Rostov blev solgt for knap 100 mio. kr., hvoraf de 60 mio. kr. allerede er brugt til at tilbagebetale lån og renter, og de resterende 40 mio. kr. skal bruges til at betale renter på andre lån.

Trigon driver cirka 60.000 hektar i Ukraine og Rusland, har 1.200 køer i Rusland og ejer 40 procent af en bedrift med 3.000 køer i Estland.

Årets høst af vinterhvede landede over middel med et udbytte på 3,9 ton i gennemsnit. Vårhveden gav 3,2 ton, som var mindre end ventet, 76 procent af hveden har eksportkvalitet.

Rapsen gav som forventet 1,5 ton pr. hektar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle