Mejeriformand: Klar til mere mælk og nye penge

Naturmælk er klar til at forarbejde mere mælk, når Dansk Økologisk Selskab A/S kan levere det. Og friske penge til landbruget skal man sætte pris på, mener mejeriformand.

Jeg er simpelthen så glad! Både for mejeriet og mine kollegaer, som producerer økologisk mælk.

Naturmælks formand Frode Lehmann har svært ved at skjule sin begejstring over, at mejeriet har fået en ny og på flere måder anderledes andelshaver i form af aktieselskabet Dansk Økologisk Selskab A/S.

Det økologiske mejeri med base ved Tinglev i Sønderjylland har aktuelt ingen landmænd på venteliste for at indtræde som andelshavere, og dermed er vejen banet for Dansk Økologisk Selskab, som har en ambition om at købe flere kvægbrug i det sønderjyske og levere mælken til netop Naturmælk.

»Fusionen med Øllingegaard på Sjælland har skabt nye muligheder for afsætning, så vi kan godt indveje og forarbejde mere mælk«, lyder det fra mejeriformanden, som foruden Dansk Økologisk Selskab A/S også netop har tilføjet en sjællandsk mælkeproducent i kredsen af andelshavere.

Ydmyg over for nye penge

Naturmælk har i kraft af en AP-Pension finansieret bedrift ved Tønder allerede kendskab til andre ejerformer end de traditionelle selveje. Derfor er Frode Lehmann heller ikke nervøs for at have et aktieselskab i kredsen af andelshavere.

»Det vigtigste for os er, at andelshaverne har en økonomisk forpligtelse i deres produktion. De skal så at sige have hånden på kogepladen og kunne mærke konsekvenserne. Det kan man både som selvejende landmand, forpagter, der selv ejer køer, men lejer stalde og jord, og som aktionær«, mener han.

Desuden kan man som dansk landmand anno 2018 ikke tillade sig at spænde ben, når nye kræfter vil investere i erhvervet, mener mejeriformanden.

»Udfordringen med generationsskifte er enorm. Banker og kreditforeninger er forsigtige med at investere, og derfor skal vi være ydmyge, når folk udefra byder sig til. Vi vil på ingen måde stå i vejen for nye ejerformer bag landbrug, som leverer til Naturmælk«, slår han fast.

Frode Lehmann tilføjer, at særlig de økologiske mælkeproducenter har en udfordring med at flytte ejerskabet videre til yngre generationer.

»Vi var mange, inklusiv mig selv, som lagde om til økologi i 90erne. Dengang var vi alle omkring de 40 år, så der venter et bjerg af generationsskifter om få år«, vurderer han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle