Midt i dødvande: Spansk grisenotering går igen frem

To uger i træk er den spanske grisenotering steget, mens de nærmeste konkurrenter står stille.

Spansk griseproduktion kan nyde godt af, at landets grisenotering formår at gå frem, selv om konkurrenterne står stille.

Tal for den tyske producentforening ISN, som Danske Svineproducenter bringer, viser, at den spanske notering i uge 23 er gået frem til 15,28 kroner pr. kilo. En mindre fremgang på 13 øre. 

Dermed er afstand forøget til den nærmeste konkurrent, Frankrig, der for femte uge i streg afregner slagtegrise med 13,99 kroner pr. kilo.

Blandt de fem største EU-griseproducerende lande finder man også Tyskland, Danmark og Holland, der i uge 23 har uændrede noteringer på henholdsvis 12,99, 12,47 og 11,92 kroner.

- I Spanien er prisen igen steget lidt på grund af det lave udbud af slagteklare grise. Den gennemsnitlige slagtevægt faldt med 730 g i forhold til sidste uge og ligger dermed også væsentligt under gennemsnitsvægten i den tilsvarende uge sidste år, melder ISN.

Blandt de mindre griseproducerende lande skiller blandt andet Belgien sig ud med en prisstigning på cirka 30 øre pr. kilo grisekød. 

Stigningen skyldes angiveligt, at udbuddet af slagtegrise er blevet mindre. Samtidig meldes også om stigninger i eksporten til Østeuropa, som er med til at stimulere markedet. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle