Ministeren erkender: Der sker stadig for mange ulykker i landbruget

Der er ikke gjort nok, og vejledningskampagnerne virker ikke - der sker stadig for mange ulykker i landbruget. Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, der nu vil afsætte flere penge til at sætte fokus på ulykkerne i landbruget.

I kølvandet på de seneste måneders arbejdsulykker i landbruget har landbrugsavisen.dk spurgt beskæftigelsesministeren, Troels Lund Poulsen, om indsatsen på området har været god nok - og hvad der fremover skal gøres.

For på trods af øget fokus mod arbejdsulykker i landbruget steg antallet i 2018, viser de nyeste tal fra Arbejdstilsynet.

Og beskæftigelsesministeren erkender, at ministeriet har et ansvar for at nedbringe antallet af arbejdsulykker.

"Det har jeg bestemt. Det er derfor, jeg startede med at lave en vejledningsindsats. Men den må vi konstatere er svær at se i tallene, og derfor må vi overveje, om der er brug for andre indsatser - måske skærpede indsatser, især i de dele af landbruget, hvor ulykkerne finder sted", siger Troels Lund Poulsen.

Stiger på trods af ØGET fokus

Antallet af dødsulykker og alvorlige ulykker er faldet en smule siden 2016, men samlet set er antallet af arbejdsulykker steget siden 2015.

En aktindsigt, som Landbrugsavisen tidligere har fået, viser, at antallet af arbejdsulykker er steget fra 620 i 2017 til 666 i 2018. Til sammenligning var antallet af ulykker de seneste fem år på sit laveste i 2015 med 536 arbejdsulykker.

Det sker på trods af, at både Landbrug & Fødevarer, Beskæftigelsesministeriet og Arbejdstilsynet har lavet fælles indsatser for at nedbringe ulykkerne i landbruget. 

"Vi har taget et initiativ, da jeg blev minister for to år siden, sammen med L&F for at sætte fokus på nogle af de ulykkes-risici, der var. Kampagnen havde vejledende karakter for at prøve at give gode råd til, hvordan man i højere grad skulle indrette sig", siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen til landbrugsavisen.dk.

"Det gjorde vi, fordi jeg synes, der var brug for en ekstraordinær indsats, for der lå de alvorlige ulykker og dødsulykkerne lidt højere end nu. Men det er stadig alvorligt med de alvorlige døsdulykker inden for de sidste måneder, og det ser ud til, at der stadig er behov for at gøre mere", fortsætter ministeren, der selv ejet et hobbylandbrug, Birkhøjgård nær Roskilde, hvor han ikke har oplevet nogen ulykker.

Hvis der er lagt så mange kampagnekroner og kræfter i at forebygge ulykker i landbruget, hvorfor stiger tallene så stadig?

"Over de sidste år har antallet af dødsulykker været faldende, men det er klart, at der finder stadig ulykker sted, og det er stadig grund til stor bekymring. Derfor skal vi have en dialog med L&F i løbet af kort tid, for sandheden er, at der skal gøre mere".

Vi har også allerede nået samme niveau af dødsulykker i 2019, som i 2018. Virker jeres indsats så?

"Ja, det er et relevant og godt spørgsmål, men det er jo ikke et svar, jeg ikke kan give i dag. Det er derfor, jeg skal snakke med L&F, for det er deres medlemmer, vi forsøger at undgå kommer til skade".

Kan I så være tilfredse med jeres indsats?

"Jeg tror, det er svært at gøre op år for år. Men forhåbentlig kan den indsats, der er lagt, have haft en præventiv effekt som vi ser fremadrettet. Og nogle af de ulykker vi ser, kan man ikke vejlede sig ud af. Der er desværre tale om, at der er ting, der bliver gjort uanset, hvor meget vejledning man giver. Det siger mig, at der er brug for mere sund fornuft, og at man i pressede situationer tæller til ti".

Flere penge til arbejdsmiljø

At der er behov for en skærpet indsats har Beskæftigelsesministeriet også indset. I et nyt bredt forlig har man i april afsat 460 millioner kroner til at styrke Arbejdstilsynet de kommende tre år.

Af aftalen fremgår det, at tilsynene skal målrettes de arbejdspladser, hvor der er størst risiko, men det fremgår endnu ikke, hvordan det kommer landbruget til gode: 

"Nej, det er fordi, vi skal til at udmønte den politiske aftale. Så det kommer til at ske i løbet af de næste måneder".

Kan du fortælle lidt om, hvad du ønsker, der kommer fokus på?

"Det kan jeg godt, men ikke i dag. Det bliver først en gang efter folketingsvalget, og når vi har snakket med L&F og Arbejdsmiljøforligskredsen (den politiske forligskreds bag aftalen, red.)".

Nogle ville måske hævde, at pengene blot er de, der har manglet efter flere års besparelser på Arbejdstilsynet? 

"Ja, men det er forkert. For aftalen løfter arbejdsmiljøindsatsen markant til et niveau over 2015. Det handler ikke alene om penge, det handler om at gøre indsatsen mere effektiv. Vi skal ikke nødvendigvis interessere os for hæve-sænkeborde på kontorer, men have mere ud af de ressorucer, vi bruger".

På trods af flere arbejdsulykker i landbruget, er antallet af kontroller faldet kraftigt pga. nedskæringer i Arbejdstilsynet. Antallet af tilsyn i brancher vedrørende 'landbrug, skovbrug og fiskeri' er faldet fra 2.061 tilsyn i 2015 til 823 tilsyn i 2018. Årsagen er blandt andet mangel på ressourcer.

Faktaboks

Ulykker og tilsyn

  • Mod de 10 arbejdsrelaterede dødsfald i 2016, var der 3 i 2018. Men antallet af arbejdsulykker har ikke fulgt samme tendens.
  • I samme periode er antallet af tilsyn i landbrug, skovbrug og fiskeri faldet fra 2.061 tilsyn i 2015 til 823 tilsyn i 2018. Årsagen er blandt andet mangel på ressourcer.
  • Men tallene skal ikke kun læses som et udtryk for en halvering af tilsynene. Af Arbejdstilsynets årsrapport for 2018 fremgår det, at man til fordel for mange, mindre stikprøve-kontroller har man i 2018 styrket fokus på at undersøge flere alvorlige arbejdsulykker.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle