Ministre: Tudetosset ikke at satse på økologi

Dansk økologi har i dag udviklet sig til at være en effektiv milliardforretning, som vil være tudetosset at lade forsvinde mellem hænderne på os, siger ministre.

Dansk økologi har udviklet sig fra at være biodynamisk idealisme i små helsebutikker til at være en effektiv milliardforretning, en eksportsucces og til noget, som stort set alle tager stilling til, når de står og fylder deres indkøbsvogn i Netto med mælk, æg og hakkekød.

Det slår flere ministre i dag, fredag, fast i en kronik i Politiken, hvori de forsvarer regeringens insats på økologiområdet. En indsats der indtil videre er mundet ud i en rød aftale, der skal afsætte samlet 120 mio. kroner til at styrke dansk økologi frem mod 2018. 

"Allerede i dag sælger vi økologisk mælk i Kina til over 30 kr. literen. Og i takt med at den globale middelklasse forventes at vokse med tre milliarder mennesker de kommende år, begynder forældre kloden rundt at tage kritisk stilling til, hvad de lægger i indkøbsvognen. Præcis som vi selv gør, når vi står i Netto," skriver de.

"Derfor vil det også være tudetosset, hvis vi lader succesen forsvinde mellem hænderne på os."

Bag kronikken står sundhedsminister Nick Hækkerup (S), fødevareminister Dan Jørgensen (S), miljøminister Kirsten Brosbøl (S), undervisningsminister Christine Antorini (S), forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R).

ØKOLOGI HAR INDTAGET VORES HVERDAG

Ministrene peger bl.a. på, at der aldrig har været efterspurgt, solgt og eksporteret så mange økologiske fødevarer, som der gør i dag, og at værdien af den økologiske fødevareeksport siden 2007 er steget med 149 procent.

"Økologien er gået fra at være biodynamisk idealisme i små butikker, der lugtede af urter, til i dag at være noget, vi stort set alle sammen tager stilling til, når vi står i Netto og skal fylde vognen med mælk og æg og hakkekød. Hvorfor? Fordi økologi handler om det, vi putter i munden på os selv og vores unger," skriver de og tilføjer:

"Økologien har samtidig udviklet sig til at være en effektiv milliardforretning, der sætter Danmark på verdenskortet og åbner nye markeder i hele verden".

Derfor har regeringen lavet det, de kalder "verdens mest ambitiøse økologiplan", der bl.a. skal øge omlægningen af statens arealer til økologisk drift og omstillingen af offentlige køkkener. Den tror nemlig ikke på, at Danmark vinder i et "race to the bottom", fastslår ministrene. 

Med på dagsordenen ved det kommende valg

"Et land kan ikke reduceres til de penge, der bliver tjent her og nu. Et land er først og fremmest de mennesker, der befolker det - også i fremtiden. Den mad, vores unger putter i munden, må aldrig veje mindre tungt end de kroner, landmanden putter i pungen," skriver de og tilføjer:

"Det kommer det kommende valg også til at handle om."

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle