Det her er kaos med kaos på, fortæller Helle Jakobsen fra en minkfarm, der var engang.
Helle Jakobsen er medhjælpende hustru på sin og Preben Jakobsens minkfarm, Båstrup Mink.
Deres farm lå lige uden for corona-zonen, da de startede med at aflive deres 2.200 avlstæver efter det famøse pressemøde 4. november, hvor Mette Frederiksen (S) gjorde det klart for hele Danmarks befolkning, at alle mink skulle slås ned.
Familien fik hurtigt fuld fart på aflivningen.
Og nu er det slut. Alt er væk. Intet er, som det var for få uger siden. Intet vil blive det samme nogensinde igen. Aldrig mere den arbejdsplads, hvor Helle og Preben var sammen om at opdrætte mink siden 1992, og hvor deres tre børn var opvokset op i troen på, at det ville fortsætte, lige til deres forældre ikke orkede mere.
Et dumt spørgsmål, måske, men alligevel: Helle, hvordan har du det nu?
"Jeg er så vred. Der er så mange familier, der ligger ned nu, og som har gennemlevet et helvede. Vi er heldige, vores børn er 17, 23 og 25 år, og der har aldrig været planer om, at de skulle føre denne slægtsgård videre. De, der har små børn, er ekstra hårdt ramt. Det er næsten ikke til at tænke på, at de oplever, hvordan hele familiens verden styrter sammen".
Frygten den værste
Hvad er det værste, I har været igennem i disse uger?
"Usikkerheden. Vi frygtede mere end noget andet, at det var os, der ville få corona på farmen og dermed trække området ind i zonen. Det skete heldigvis ikke, og vi havde raske dyr, da vi aflivede dem. Vi har kunnet pelse, og vi vil kunne levere skind til auktioner. Men tænk, hvis dyrene blot skulle destrueres. Det ville være endnu værre. Og så de skiftende meldinger. Vores bedste avlsdyr var slået ned, så var der pludselig en melding om, at man måske kunne redde nogen. Nej. Det her er uigenkaldeligt slut, og det vidste vi".
"Vi har stået og hulket foran vores børn, som har hjulpet os igennem dagene. De har taget fri fra skole og arbejde. En af sønnerne ville gerne hjem fra sit højskoleophold for at hjælpe os, det var ikke så let for ham at slippe ud. Men det lykkedes for ham, og vi er kede af, at de skulle opleve vores familie gå denne vej. De har kørt med deres moon-car som små rundt i staldene, de har hjulpet til med pasning, holde strøet, muget ud, passet hvalpe og gået til hånde - og været en del af vores fællesskab".
Det allerværste
"Det allerværste er dog alligevel tanken om, ’de kommer og tager vores dyr’ – vi ville selv aflive, og venner og familie var flinke til at komme og hjælpe til. En uge er ikke lang tid at få afsluttet et livsværk i. Nogen kom med varm mad, andre sørgede for indkøb. På et tidspunkt havde vi simpelthen ikke kasser nok til de aflivede mink. Nogle tilbød fiskekasser, men det var ikke en holdbar løsning, og endda kartoffelkasser fra en chips-fabrik – bortset fra at chaufføren ikke kunne nå os så hurtigt, fordi han løb ind i hviletidsbestemmelserne! Men vi endte med at trylle de 80 kartoffelkasser fra Sunds frem".
Lige nu har Helle Jakobsen slet ikke lyst til at gå uden for matriklen".
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til folk. Jeg er en dårlig udgave af mig selv".
Bliver I på bedriften?
"Ja, det kan vi heldigvis. Jeg har heste og holder kurser, og Preben kan fortsætte planteavlen med hvede, raps og byg, som han hele tiden har gjort. Vi kan så ikke arbejde sammen mere i dagligdagen, som vi har gjort hidtil, for minkene var vi mere fælles om med alt fra fodring, pasning til pelsning".
Helle Jakobsen ønsker ikke, at man skal have ondt af hendes situation: Husk, der er folk, der har det langt hårdere end vi. Dem, der må forlade bedriften – det vil blive hårdt.
